Dansk trio nomineret til stor fransk musikpris

Sidste år gik den tidligere ‘Popstars’-vinder Jon Nørgaards stemme viralt på TikTok. Nu kan han vinde en af Frankrigs største musikpriser.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Det kom som lidt af en overraskelse for alle involverede parter, da Kato og Jon Nørgaards 2010-hit ‘Turn the Lights Off’ pludselig fik international opmærksomhed sidste år.

15 år efter den oprindelige udgivelse gik det danske hit viralt på de sociale medier – og særligt TikTok – hvor sangen oftest blev brugt sammen med et klip af en dansende Jon Hamm fra serien ‘Your Friends & Neighbors’.

Jon Nørgaard var hurtig til at smede, mens jernet var varmt, og genindspillede nummeret i en ny 2025-version i samarbejde med de to dj’s og producere – den litauisk-fødte Justé og Jaxstyle, der også er kendt som streamer.

Nu er denne 2025-version nomineret til en stor fransk musikpris.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra venstre: Jon Nørgaard, Justé og Jaxstyle. Foto: Have Kommunikation

‘Nærmest Europas svar på Grammy-uddelingen’

Den 23. oktober 2026 løber den 28. udgave af NRJ Music Awards af stablen.

Prisshowet er blandt de absolut største i Frankrig – og bærer også en vis prestige blandt de største europæiske musikpriser.

Mø, Lukas Graham og Aqua er ifølge en pressemeddelelse fra Have Kommunikation de eneste danske navne, der hidtil har været nomineret ved NRJ Music Awards.

Men nu kan tre nye danskere også skrive sig på den eksklusive liste.

Justé, Jaxstyle og Jon Nørgaard er nemlig nomineret til en pris for årets internationale samarbejde med 2025-udgaven af ‘Turn the Lights Off’.

“Det er fantastisk at stå med en nominering til NRJ Music Awards! Det er nærmest Europas svar på Grammy-uddelingen og derfor en kæmpe ære, at vi som nogle af de få danskere, der har været nomineret gennem årene, har fået vores navne i puljen. Det bliver sjovt at opleve spektaklet, der er omkring så prestigefyldte en musikpris med nogle af klodens største stjerner på scenen,” udtaler Jon Nørgaard i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

“At ‘Turn the Lights Off’ har fået så stort et globalt liv, har i sig selv været en vild oplevelse – og at vi nu skriver os ind i et historisk selskab blandt nogle af de største navne Danmark har haft i udlandet i musikmæssig sammenhæng, som Aqua, Lukas Graham og MØ, er jeg meget stolt af.”

Skal den danske trio vinde prisen, kræver det dog, at de slår nogle ret store internationale spillere.

Nomineringerne tæller nemlig blandt andre samarbejder mellem David Guetta og Jennifer Lopez samt Martin Garrix og Ed Sheeran.

Annonce
Annonce
Annonce