Ventetiderne er faldet markant på flere sjællandske hospitaler. Nu bliver der sendt yderligere 51,6 millioner kroner afsted for at få endnu flere patienter hurtigere gennem sundhedssystemet.
Det kan mærkes for patienter på flere af Region Sjællands hospitaler.
Ventetiderne er nemlig faldet markant siden januar 2025.
Men politikerne i Region Sjælland vil længere ned.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Derfor afsætter regionen nu 51,6 millioner kroner til konkrete indsatser, der skal få endnu flere patienter hurtigere gennem behandling.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Ventetiden er faldet markant
På Sjællands Universitetshospital er den gennemsnitlige ventetid på behandling siden januar 2025 faldet fra 41 til 34 dage.
På Midt- og Vestsjællands Hospital er udviklingen endnu mere markant.
Her er ventetiden faldet fra 38 til 20 dage.
Og på Holbæk Sygehus er den gået fra 33 til 19 dage.
Samlet bliver patienter på Region Sjællands hospitaler nu behandlet inden for 30 dage.
“Der er stadig patienter, der venter for længe”
Selv om udviklingen går den rigtige vej, mener regionsrådsformand Trine Birk Andersen, at arbejdet langt fra er færdigt.
“Vi har haft stort fokus på at få ventetiderne ned, og det er rigtig positivt at se, at det nu kan mærkes hos borgerne. Men der er stadig patienter, der venter for længe. Derfor afsætter vi nu 51,6 mio. kr. til de områder, hvor ventelisterne er længst,” siger hun.
Pengene skal dermed målrettes de områder, hvor behovet ifølge regionen er størst.
Også udredningen går frem
Det er ikke kun selve behandlingen, hvor tallene har ændret sig.
Også udredningsretten bliver overholdt for flere patienter.
Når en patient bliver henvist til et hospital, har vedkommende ret til at få undersøgt, hvad han eller hun fejler, inden for 30 dage.
I andet kvartal 2026 blev udredningsretten overholdt for 78 procent af patienterne.
Et år tidligere var tallet 74 procent.
Det betyder, at flere patienter nu får en afklaring inden for den fastsatte frist.
100 millioner er allerede investeret
Ifølge Region Sjælland kommer den nye investering oven i en tidligere investering på 100 millioner kroner i mere sundhedspersonale.
Anne Møller Ronex, formand for Sygehusudvalget og næstformand i Regionsrådet, peger på, at hospitalerne hver dag arbejder på at udnytte den eksisterende kapacitet bedst muligt.
“Det er rigtig positivt, at flere patienter nu får en hurtigere afklaring. Det er resultatet af et målrettet arbejde på hospitalerne,” siger hun.
De nye 51,6 millioner kroner skal ifølge hende give hospitalerne endnu bedre muligheder for at behandle flere patienter.
Her skal millioner af kroner bruges
Pengene bliver ikke brugt ét enkelt sted.
De skal blandt andet gå til:
- øjenområdet
- øre-, næse- og halsområdet
- ortopædkirurgi
- medicinske specialer
- urologi
Derudover går 17 millioner kroner til at øge aktiviteten hos praktiserende speciallæger.
Her er blandt andet grå stær, ortopædkirurgi, psykiatri og gynækologi i fokus.
Skal bruges allerede i år
De 51,6 millioner kroner kommer fra ubrugte midler på sundhedsområdet i 2026 samt regionens bufferpulje.
Pengene skal bruges resten af året på konkrete indsatser.
Dermed er ambitionen klar:
Ventetiderne er allerede faldet markant flere steder – men Region Sjælland vil have endnu flere patienter hurtigere gennem systemet.
