Danmarks volleylandshold vandt lørdag i tre sæt over Holland ved EM. Fire af seks hold i gruppen går videre.
Det danske volleyballlandshold har haft gang i en større optur i de seneste år, og lørdag tog volleyherrerne en flot sejr ved EM i Finland. Holland blev besejret i tre sæt, 25-17, 25-20, 25-20.
Rasmus Mikelsons og Ulrik Dahl leverede flere knaldhårde smash på afgørende tidspunkter, da tredje sæt spidsede til.
Torsdag åbnede danskerne med et nederlag til de finske værter. Holland, som blev slået lørdag, ligger nummer 21, mens danskerne indtager en 30.-plads.
Danmark er ved EM havnet i en svær gruppe, hvor holdet kun møder højere rangerede hold på verdensranglisten.
De tre resterende hold i gruppen er Estland, Belgien og Serbien. For at gå videre fra gruppen kræver det en plads blandt de fire bedste i gruppen.
Sportschef Sebastian Mikelsons sagde inden slutrunden, at det ville være det største resultat, et dansk volleyballlandshold nogensinde har lavet, hvis det skulle blive til avancement fra gruppen.
Sidste sommer vandt Danmark for første gang en EM-kvalifikationspulje. Endda foran Tyrkiet, som nåede kvartfinalen til VM i 2025.
I sommerens European League vandt danskerne alle seks kampe i ligafasen. En af sejrene var mod Tjekkiet, som blev nummer fire ved VM.
Lørdagens sejr er endnu en fjer i volleyhatten og hjælper på verdensranglisten, så Danmark er bedre stillet frem mod VM-kvalifikationen.
RITZAU