Danmarks Naturfredningsforening råber endnu en gang vagt i gevær angående iltsvindet i de danske farvande. Foreningen fremhæver en ny rapport, der viser, at de danske farvande igen år har store problemer med iltsvind. Derfor lyder nu en kraftig opfordring til regeringen og Folketingets partier om at styrke indsatsen.
En ny iltsvindsrapport for juli og august fra Aarhus Universitet viser ifølge Danmarks Naturfredningsforening, at i år igen bliver skidt for det danske havmiljø.
Ifølge foreningen viser rapporten, at årets iltsvind startede meget tidligt .
Særligt i Syddanmark omkring Fyn er det rigtig slemt, ligesom det samme er tilfældet i en række fjorde som Mariager Fjord, Aarhus Bugt og Vejle Fjord, lyder det i en pressemeddelelse.
“Det er foruroligende, at vi igen ser så voldsomt iltsvind. Det viser, at vores havmiljø befinder sig i en tilstand, hvor iltsvind på historisk højt niveau er blevet det nye normal. Det skyldes i altoverskyggende grad den alt for store udledning af kvælstof fra danske landbrug,” siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Samtidig lyder det, at den netop vedtagede lov om gødskning tager et vigtigt skridt i retning af et bedre havmiljø.
Loven betyder, at den enkelte landmand nu bliver tildelt en grænse for, hvor meget kvælstof, der må udledes til det lokale havmiljø fra gylle og gødning.
Der er dog stadig lang vej til målet, mener Danmarks Naturfredningsforening.
I første omgang vil gødskningsloven reducere landbrugets udledninger med omkring 9.600 tons.
I Grøn Trepart ligger tallet derimod på hele 14.800 tons. Hvis det tal opnås lyder vurderingen, at livet igen kan vende tilbage til danske fjorde og kystvande.
Samtidig vil Danmark også leve op til kravet i EU’s vandrammedirektiv om god økologisk tilstand.
“Det, der er aftalt med den nye lov, bringer os to tredjedele af vejen i forhold til at få nedbragt kvælstofforureningen. Det er historisk. Men vi kan ikke stoppe nu. I efteråret ligger et stort arbejde for partierne bag forliget om trepartsaftalen med at beslutte, hvordan vi kommer helt i mål, så livet kan vende tilbage i vores danske hav,” siger Lars Midtiby.
Blandt andre Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug og Fødevarer er en del af den trepartsaftale, der senere blev vedtaget politisk.
Heri er der lagt op til, at der inden efteråret 2026 skal træffes beslutning om, hvordan man kommer helt i mål med kvælstofsreduktioner på minimum 14.800 tons.
Det kan både være via øget statsligt opkøb af jord og skrappere regulering, lyder det.
“Danskerne ønsker rene fjorde og kystvande. Det viste Folketingsvalget med al tydelighed. Vores børn skal kunne bade langs strande uden slimet fedtemøg og se livet udfolde sig i havet. Derfor venter der nu Folketinget en meget, meget vigtig opgave med at finde de sidste kvælstofreduktioner, som bliver afgørende for de mest sårbare fjorde,” siger Lars Midtiby.
I pressemeddelelsen fremhæves det, at iltsvindet lige nu hærger i fjorde som Hjarbæk Fjord, Skive Fjord, Risgårde Bredning og Thisted Bredning, som alle er del af Limfjorden.
Men også Mariager Fjord, Aarhus Bugt, Vejle Fjord, Aabenraa Fjord og Flensborg Fjord og størstedelen af det Sydfynske Øhav er lige nu omfattet af iltsvind.
“Vi opfordrer til, at politikerne snarest ser på, hvordan kvælstofudledningen i de hårdest ramte områder bliver bragt ned til et niveau, hvor det marine liv får en chance for at vende tilbage,” siger Lars Midtiby.