Tidligere konservativt folketingsmedlem og erhversminister Rasmus Jarlov har fået nyt job. Han skal nu arbejde i en virksomhed, der beskæftiger sig med det, han selv beskriver som ‘moderne krigs suverænt mest afgørende våben’.
Han har været særdeles aktiv i debatten om Donald Trumps og USA’s drømme om at overtage Grønland.
Både på sociale medier og i udenlandske medier er Rasmus Jarlov gået til modangreb på den amerikanske præsident.
Jarlov, der er tidligere konservativt folketingsmedlem og erhvervsminister, har nu fået nyt arbejde – her bliver det dog ikke angreb, men deffensiven, der er fokus på.
I et opslag på Facebook skriver han nemlig, at han har fået job i dronevirksomheden Danish Defence.
Virksomheden, der blev etableret i 2023, får Rasmus Jarlov som strategiudvikler, men han kommer stadig til at lave andet arbejde. Eksministeren ejer nemlig også Hamlet Tours, der laver historiske rundture i København og omegn.
‘Jeg kommer til at bruge meget tid og meget energi på opgaven, men jeg passer også stadig både kommunalbestyrelsen i Roskilde og Hamlet Tours og har nok stadig også lidt tid til overs,’ skriver han på Facebook.
I opslaget kalder han droner for ‘moderne krigs suverænt mest afgørende våben’.
‘Så det er helt afgørende for Danmarks og Europas sikkerhed, at vi får gang i produktionen og udviklingen i stor skala og får det gjort til en integreret del af dansk forsvar. Det kan også bidrage godt til dansk økonomi,’ fremgår det.
Foruden den tidliger ministerpost, har Rasmus Jarlov også været formand for forsvarsudvalget, men han genopstillede ikke ved folketingsvalget tidligere i år.
Han stillede derimod op som borgmesterkandidat for De Konservative i Roskilde Kommune. Han blev dog ikke valgt, selvom han fik det højeste personlige stemmetal.