Når startskuddet lyder den 17. september ved åbningen af Art Matter Local, betyder det fire dage med Danmarks største festival for samtidskunst.
Fra den 17. til den 20. september bliver det svært at befinde sig i Varde Kommune uden at støde på samtidskunst.
Her bliver kunsten en del af hverdagen, når Art Matter Local for første gang kommer til Vestjylland.
Det oplyser Varde Kommune i en pressemeddelelse.
Omkring 60 kunstnere kommer til festivalen i kommunen.
De skal sammen med lokale kulturinstitutioner, skoler, foreninger og borgere flytte kunsten ud af de traditionelle udstillingsrum. I stedet vil udstillingerne pryde områder, hvor folk allerede færdes.
Festivalen åbner torsdag den 17. september i Varde Garten.
Her byder åbningen på performances, åbningstaler og overrækkelsen af Poul Erik Bech Fondens Kunstpris 2026.
Både byer, skoler, kulturhuse, museer og naturområder i hele kommunen bliver en del af Art Matter Local.
”Kunst fylder allerede meget i Varde Kommune, og med Art Matter Local udfolder vi kunsten på tværs af hele kommunen og får den ind i hverdagen hos folk. Når jeg ser det stærke program, hvor kunst bliver til i mødet mellem lokale, frivillige kræfter og professionelle kunstnere, så tror jeg på, at festivalen kan blive en helt unik oplevelse,” siger Claus Brink, formand for Udvalget for Kultur og Sundhed i Varde Kommune.
Tistrup Skole er blandt andet en del af festivalen.
Skolens 6. klasse har sammen med kunstner Rune Fjord skabt værket ‘Nærkontakt’, der er elevernes kropsaftryk i ler.
Idéen med værket er at lade det langsomt nedbrydes, indtil det vender tilbage til naturens kredsløb.
Ved Karlsgårde Sø vil mødet mellem kunst og natur fortsætte, når ‘skovens skjulte liv’ bliver fortalt til børn ved hjælp af performance, sang og sansning, skrives det.
I andre områder er det fællesskab, der er omdrejningspunktet.
I Nr. Nebel mødes lokale råvarer og samtidskunst omkring et fælles måltid, mens JANUS inviterer hele familien til folkefest med kunst i børnehøjde i Tistrup.
I Varde midtby bliver en stor skulptur af Agnete Brinch indviet og Camilla Nørgård laver en kunstvandring gennem byen.
På museet FLUGT i Oksbøl lader Youmna Chlalas installation ‘This Feeling, Oceanic’ publikum opleve en fortælling om rejser, Middelhavet og barndomsminder fra Beirut.
Festivalens åbningsfest finder sted torsdag den 17. september klokken 15.30-18.00 i Varde Garten.
Det er gratis at deltage.