Ny gødskningslov, som Venstre vil stemme for, er “tåbelig”, mener Søren Gade, der vil stemme imod.
Venstre-profilen Søren Gade har tænkt sig at gå imod sin egen folketingsgruppe torsdag i næste uge.
For her vil han stemme nej til en ny, såkaldt gødskningslov, som Venstre ellers er for.
Det bekræfter han over for TV Midtvest, efter at regionalmediet er kommet i besiddelse af en mail, hvor Gade orienterer om beslutningen til sit bagland i Vestjylland.
– Jeg havde ikke regnet med, det var kommet ud. Men når du spørger, så kan jeg ikke løbe fra de holdninger, jeg har, siger Søren Gade til TV Midtvest.
Søren Gade skriver i mailen til sine partifæller i Vestjylland, at han er “utrolig ked af det”, men at han ikke kan “støtte et lovforslag, som er tåbeligt og uden sagligt grundlag, og som river tæppet væk under landmænd og landdistrikter”.
Gødskningsloven er et led i den grønne trepart, hvor Venstre er en del af aftalepartierne.
Loven skal beskytte havmiljøet mod udvasket kvælstof fra landbruget.
Lovændringen skal træde i kraft fra 1. januar næste år, og med den nye lov vil der blive strammere krav til, hvordan landbruget må gøde, sådan at vandmiljøet bliver skånet for udvasket kvælstof.
Ifølge TV Midtvest har flere midt- og vestjyske landboforeninger valgt at sætte deres arbejde med den grønne trepart på pause som følge af den nye kvælstofregulering, der kommer med gødskningsloven.
Det hæfter Søren Gade sig også ved og siger til regionalmediet, at den grønne trepart var “en frivillighedsaftale”, men at der nu kommer “det ene vanvittige krav efter det andet”.
Han påpeger, at et folketingsmedlem kun er bundet af sin egen overbevisning jævnfør Grundloven.
Gruppenæstformand for Venstres folketingsgruppe Thomas Danielsen siger i en kommentar, at det er efter Venstres regler, at et folketingsmedlem må tage forbehold og stemme efter egen overbevisning.
– Det er bare også sådan, at stemmer man imod, som Søren Gade vil gøre her, så mister man muligheden for at få indflydelse, lyder det fra Thomas Danielsen.
Tidligere onsdag var Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, ude med en opfordring til de øvrige blå partier om at stemme nej til gødskningsloven.
– Hvis regeringen ikke kan garantere, at dens lov ikke sender fødevarepriserne yderligere i vejret, må blå blok stå sammen og sige nej, skrev Morten Messerschmidt på X.
Han henviste til, at flere eksperter har sagt til Berlingske, at loven vil kunne gøre grøntsager dyrere.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) siger til Berlingske, at han ikke tør forudsige, præcist hvilken effekt lovgivningen kommer til at få for priserne.
Han vil bede et ekspertudvalg, der er nedsat i forbindelse med loven, om at “dobbelttjekke det faglige grundlag”.
– Hvis det så viser sig, at frugt og grønt stadigvæk er i en utilsigtet og meget svær situation, og det går uforholdsmæssigt hårdt ud over frugt og grønt, så er vi villige til at diskutere løsninger på det, siger Christian Rabjerg Madsen til Berlingske.
RITZAU