Forfatteren bag ”Badehotellet”, “Krøniken” og “Lykke” er død efter kort tids sygdom.
Et stort chok har ramt fans af nogle af de største danske tv-serier i nyere tid.
Manden bag tv-serierne “Badehotellet” og “Krøniken” er tirsdag eftermiddag død efter kort tids sygdom.
Det oplyser familien til Ritzau.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Han blev 78 år.
Stig Thorsboe står bag en række kendte danske tv-serier. Både ”Badehotellet”, “Krøniken” og “Lykke” har han skrevet med sin hustru, Hanna Lundblad.
“Jeg har mistet min elskede Stig. Min tætteste fortrolige og arbejdspartner”, siger Hanna Lundblad i en skriftlig kommentar.
Hustruen fortæller videre, at Stig Thorsboe havde en smittende fortælleglæde og en sjov replik.
“Vi har løst vilde udfordringer sammen og flettet et dagligdags liv mellem dybe samtaler om fiktive personer, virkelige, os selv og vores to helt vidunderlige fælles sønner og deres ældre søskende,” siger hun videre.
Familien beder om ro til at være i sorgen.
Stig Thorsboe var uddannet fra Den Danske Filmskole.
Gennem 1990’erne og 2000’erne skrev han manuskripter til DR med sin bror, Peter Thorsboe, der også er uddannet fra Den Danske Filmskole.
De var makkerparret bag serier som “Landsbyen” og “Taxa”. Sidstnævnte, der handlede om den lille københavnske taxacentral Krone-taxa, blev sendt i 56 afsnit i slutningen af 1990’erne.
Den huskes både for skuespillere som Trine Dyrholm, Peter Gantzler og John Hahn-Petersen, men også for at være et nybrud i dansk tv-dramatik. Modsat de fleste andre serier var den nemlig ikke optaget i et studie.
Siden gik Stig Thorsboe sammen med Hanna Lundblad om at skrive manuskriptet til “Krøniken”.
Første del om familien Nielsen og radiofabrikken Bella blev vist i 2004, og da det tiende afsnit løb over skærmen, fulgte 2,7 millioner med.
Stig Thorsboe efterlader sig sin hustru, Hanna Lundblad, og fem børn.
RITZAU