Skjelmose i stor melding før Vuelta-start

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Mattias Skjelmose har bedre ben før Vuelta-start, end han havde i Touren, siger han til TV 2 Sport.

Det danske cykelhåb Mattias Skjelmose stiler efter at lave et topresultat, når Lidl-Trek-rytteren over de kommende tre uger skal deltage i Vuelta a España.

Han føler sig i bedre form end under sommerens Tour de France, hvor han sluttede som samlet nummer seks. Han medgiver dog også, at det er en potentiel hæmsko for succes, at han aldrig tidligere har deltaget i to grand tours i samme kalenderår.

Det siger han til TV 2 Sport.

– Jeg kører altid efter det bedst mulige resultat. Om det bliver podiet eller en top-5, må benene vise, men jeg synes selv, jeg har bedre ben end i Touren.

– Hvis jeg knækker, bliver vi ikke skuffede. Det er et eksperiment, og så må vi se, hvor længe det holder. Forhåbentlig helt til efter VM, siger Skjelmose til TV 2 Sport.

Det er anden gang, at han deltager i Vueltaen. I debuten i 2024 sluttede han som nummer fem. Løbet bliver samtidig hans sjette grand tour i karrieren.

Vueltaen begynder lørdag med en enkeltstart i Monaco. Den opslidende spanske rundtur strækker sig over 21 etaper og varer frem til 13. september.

Foruden Skjelmose deltager syv andre danskere i løbet: Asbjørn Hellemose, Simon Dalby, Magnus Cort, Andreas Kron, Frederik Wandahl, Mads Pedersen og Mathias Norsgaard.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce