Stor overraskelse fra Tivoli: Stjerne spiller ekstra Fredagsrock-koncert

Afslutningen på en stor Fredagsrock-sæson med danske og internationale stjerner nærmer sig. Men nu kan Tivoli udvide sæsonen med en uge.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Årets Fredagsrock-sæson lakker mod enden efter flere måneder med nogle af de største navne fra både ind- og udland.

Årets program har budt på store internationale stjerner som Flo Rida, TLC, Jessie J og Rick Astley samt danske favoritter som Gnags, TV-2, Hans Philip og Pil.

Og nu har Tivoli altså en overraskelse i ærmet, der blot gør programmet yderligere imponerende.

Forlystelsesparkens musikbookere kan nemlig løfte sløret for en ekstra koncert, der forlænger Fredagsrock-sæsonen med en uge.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

Kræver adgangsreservation

I en pressemeddelelse annoncerer Tivoli, at ingen ringere end den danske popdronning Medina lægger vejen forbi Plænen.

Det gør hun den 18. september klokken 22.00.

Det bliver ikke blot årets sidste Fredagsrock-koncert, men også enden på en stor festivalsæson for den 43-årige popstjerne.

Tidligere på sommeren har hun blandt andet gæstet Jelling Musikfestival, Ringsted Festival og Syd for Solen.

Medina har ikke udgivet et studiealbum siden 2018’s ‘Grim’, men hun har fastholdt sin relevans med adskillige singler og gæsteoptrædener på andre kunstneres numre.

Hun har blandt andet udgivet D1MA-samarbejdet ‘Lidt endnu’ og ‘Mest Ondt’-fortsættelsen ‘Gemt dit nummer’ med Burhan G.

Og så medvirkede hun sammen med Pil, Annika og Mille på Anton Westerlin-hittet ‘Hørt det før’ sidste år.

På den måde vinder Medina fortsat nye fans knap to årtier efter debuten – mens numre som ‘Kun for mig’, ‘Vi to’ og ‘Kl. 10’ har opnået status som moderne klassikere.

Når hun træder ind på scenen ved Plænen i Tivoli kan du se frem til at opleve en sand hitparade, som den populære sangerinde har haft hele sommeren til at finpudse – og som hun undervejs har høstet fornemme anmeldelser for.

Grundet Medinas popularitet og koncertens status som den sidste på årets FredagsRock-program har Tivoli valgt at indføre adgangsreservation til koncerten.

Det koster ikke ekstra, og koncerten er fortsat inkluderet i entréen til Tivoli.

Du kan booke din adgangsreservation her.

Annonce
Annonce
Annonce