Martin Lidegaards forsvar går til angreb: Bruger Messerschmidts fortid imod ham

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Tirsdag mødes Morten Messerschmidt (DF) og Martin Lidegaard (RV) i retten i en opsigtsvækkende injuriesag. Nu afslører retsdokumenter, hvordan Lidegaards forsvarer vil forsøge at ramme DF-formanden.

En lang politisk ordkrig mellem Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard kulminerer i morgen tirsdag i Retten på Frederiksberg.

DF-formanden har sagsøgt den radikale partileder, fordi Lidegaard har sagt, at Messerschmidt ønsker at internere udlændinge på baggrund af deres hudfarve.

Men når de to partiledere mødes i retten, bliver det ikke kun Martin Lidegaards kontroversielle udtalelse, der kommer under lup.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af Morten Messerschmidt sammen med to andre toppolitikere fra hans parti.
Se også
DF-politiker ringede 112 efter voldsomt optrin: Nu tager sagen en ny drejning

Ifølge retsdokumenter, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, har Lidegaards advokat René Offersen gjort sig klar til at trække en gammel og omdiskuteret Facebook-kommentar frem.

I 2025 skrev Messerschmidt under et opslag fra den daværende radikale næstformand Samira Nawa:

‘Rejs hjem.’

Messerschmidt har efterfølgende fastholdt, at kommentaren ikke var rettet mod Nawa personligt, men var en politisk stikpille til Det Radikale Venstre.

Nu vil Lidegaards forsvar bruge episoden som en del af sin argumentation.

Mener Messerschmidt må tåle mere

I sit påstandsdokument forsøger René Offersen at tegne et billede af Messerschmidts mangeårige rolle i den danske udlændingedebat.

Advokaten argumenterer for, at DF-formanden har placeret sig centralt i den mest konfrontatoriske del af debatten om muslimer og udlændinge fra Mellemøsten og Nordafrika.

Derfor mener forsvaret, at Messerschmidt må acceptere mere vidtgående politisk kritik end andre.

Som eksempler fremhæves blandt andet tidligere udtalelser fra DF-formanden om muslimske samfund, et DF-opslag på TikTok og en dom fra 2002, hvor Messerschmidt blev dømt for overtrædelse af racismeparagraffen.

Og så kommer den gamle Facebook-kommentar til Samira Nawa ind i billedet.

Messerschmidts juridiske team afviser til gengæld, at kommentaren har noget med injuriesagen at gøre, og kalder den direkte irrelevant.

Sammenligner med Trump

Lidegaards forsvar går samtidig endnu længere.

Advokaten argumenterer for, at Messerschmidt har anlagt sagen, fordi han og hans rådgivere vurderer, at den politisk kan gavne Dansk Folkeparti – uanset udfaldet.

Forsvaret sammenligner ligefrem strategien med den måde, retssager ifølge dem bruges politisk af blandt andre den hollandske politiker Geert Wilders og USA’s Donald Trump.

Dermed kan tirsdagens retssag udvikle sig til langt mere end en juridisk kamp om én politisk udtalelse.

Den kan også blive en konfrontation med Messerschmidts tidligere udtalelser, politiske stil og rolle i den danske udlændingedebat.

Nu skal retten på Frederiksberg afgøre, hvor grænsen går for den politiske kritik af en partileder – og om Martin Lidegaards udtalelser gik over den grænse.

Annonce
Annonce
Annonce