Nedtur for golf i Danmark: Sker for første gang i 14 år

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

For første gang siden 2013 er Danmark næste år ikke vært for en DP World Tour-turnering.

Danmark har siden 2014, kun afbrudt af coronaåret 2020, været vært for en golfturnering på DP World Tour.

Men det ændrer sig i 2027. Det afslører golfpromotoren Flemming Astrup, der er en bærende kraft bag Danish Golf Championship.

– Vi tager en pause og ser, hvordan fremtiden skal se ud. Vi vil gerne planlægge de næste ti år for dansk golf.

– Der kommer ikke en DP World Tour-turnering i 2027, men vi arbejder på en nordisk turnering fra 2028 og frem, siger Astrup på en presseseance søndag ifølge 19hul.dk.

Himmerland har været vært otte gange, mens Silkeborg, Djursland og Furesø hver har huset én version af den danske turnering, der har haft flere forskellige navne.

I denne uge har Great Northern i fynske Kerteminde debuteret som vært, og ledelsen i DP World Tour er begejstret for afvikling og fremmøde.

Men kommercielt er der plads til forbedring.

– Vi har gode partnere, men vi er nødt til at finde et par flere for at gøre turneringen succesfuld. Great Northern er et verdensklassested.

– Spillerne har elsket denne uge, og vi arbejder hårdt på at få turneringen tilbage til Danmark og regionen i årene, der kommer, siger Mark Casey, der er chef for forretningsdelen af DP World Tour, til Ekstra Bladet.

Flemming Astrup og hans firma GolfPromote lancerer fra næste år showturneringen The Viking, der bliver en dyst mellem spillere fra Danmark og Norge.

Rasmus og Nicolai Højgaard, der er medejere af GolfPromote, er spillende kaptajner for hver sit hold, mens PGA Tour-profilerne Viktor Hovland og Kristoffer Reitan er norske kaptajner.

Derudover kommer der også en dansk turnering på Challenge Tour, der er det næstbedste niveau i Europa, bekræfter Astrup ifølge 19hul.dk.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce