Helena Rosendahl Bach var den hurtigste i de indledende heats i 200 meter butterfly.
Den danske svømmer Helena Rosendahl Bach er som ventet klar til semifinalen i sin favoritdisciplin, 200 meter butterfly, ved langbane-EM i Paris.
I lørdagens indledende heat satte hun den bedste tid på tværs af alle.
Dermed sikrede hun sig en tur mere i bassinet lørdag aften, hvor hun jagter en plads i søndagens finale.
Hun brugte 2 minutter og 8,42 sekunder på at svømme distancen.
Den 26-årige svømmer fra Holstebro tilhører favoritterne i disciplinen, som hun er forsvarende europamester i på langbane. Hun har også vundet VM-sølv i disciplinen.
Hun var glad for endelig at tage hul på sin foretrukne disciplin og erklærer sig tilfreds med sin præstation.
– Vi havde lagt en god plan om at svømme hurtigt på den første og sidste del af løbet og så prøve at køre den lidt mere kontrolleret i midten. Det, synes jeg, lykkedes rigtig godt.
– Det blev lidt hårdt til allersidst, men overordnet føltes det meget kontrolleret, og det er dejligt bare at være i gang med 200 meter butterfly, siger hun.
I 100 meter rygsvømning avancerede Robert Falborg Pedersen til semifinalerne i 12.-bedste tid.
Det gik mindre godt for danskerne i 50 meter butterfly.
Oliver Søgaard-Andersen vandt godt nok sit indledende heat, men hverken han eller Frederik Riedel Lentz var hurtige nok til en semifinaleplads.
De sluttede som henholdsvis nummer 40 og 42 ud af 79 deltagere.
RITZAU