Efter en hel uge med fejring af Copenhagen Prides 30-års jubilæum og årets Pride Parade veloverstået blev det lørdag aften tid til den store paradedagsfest på Rådhuspladsen – eller Pride Square, som den var omdøbt under Pride-ugen.
Her blev der festet igennem under det sidste store officielle event under årets Pride.
På scenen trådte flere markante stjernenavne ind og underholdte publikum på Rådhuspladsen, mens der selvfølgelig også var plads til vigtige taler og andre festlige indslag.
Dobbelt op på grand prix-vindere
Tragedien i Berlin, hvor et Pride-event blev ramt af et forfærdeligt og meningsløst terrorangreb, har selvfølgelig fyldt under årets danske jubilæums-Pride.
Men det stærkeste modsvar til den rabiate homofobi, der affødte angrebet i Berlin, er ikke at gemme sig væk, men stolt at fortsætte festen.
Det har Copenhagen Pride gjort hele ugen, og det samme gjorde sig gældende lørdag.
Allerede inden den store parade nåede Pride Square, var festen så småt startet på Rådhuspladsen.
Dj’en Tonny Liljenberg var den første på scenen, hvor han varmede pladsen op og tog imod paraden med klubklassikere fra 90’erne.
Herefter bød programmet på det store Drag Parade Show og en tale ved lørdagens vært, drag-artisten Britney Corvette.
Efter flere taler blev det for alvor tid til at åbne op for aftenens musikprogram med en trifecta bestående af Betty B, SOLARA og Ane, hvorefter dansegruppen Junction K indtog scenen.
Og så var der ellers dømt Melodi Grand Prix-tid, da først Ericka Jane – der deltog i årets danske grand prix – og derefter Danmarks to seneste Eurovision-bud Sissal og Søren Torpegaard Lund spillede op til fest.
Popkometen Kedde, der er lige så stolt sønderjyde, som han er stolt homoseksuel, var næste levende billede, hvorefter der var dømt feminin hiphopenergi på scenen med dj’en KCL og de såkaldte ‘Kimchi Bitches’ – seks stærke kvindelige rappere.
Sidst, men ikke mindst, lukkede og slukkede dj Robin Skouteris årets paradefest med festmusik på tværs af genreskel.
Festen fortsatte herefter ud på natten med Copenhagen Prides officielle afterparty på Basement.
Søndag er der fortsat en række Pride-events på programmet – heriblandt en Pride-gudstjeneste – men lørdagens fest fungerede som den officielle afslutningsfest for årets Pride-uge.