Et nyt tiltag, hvor ældre københavnere bliver sendt på højskole, skal bekæmpe den store ensomhed blandt de ældre generationer.
Mange ældre i Danmark fortæller, at de er ensomme.
Pensionist tilværelse gør måske, at man ikke møder de samme mennesker, som da man arbejdede, og derfor svinder ens netværk lige så stille ind.
Ensomhed fører da også til konsekvenser for både det mentale og fysiske helbred, og derfor sætter Københavns Kommune nu kampen ind mod ensomheden blandt ældre.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politikerne i kommunen har således afsat to millioner årligt til et nyt tiltag, hvor ældre bliver tilbudt et ophold på en seniorhøjskole.
Det er Sundheds- og Omsorgsudvalget samt borgmesteren, der har valgt at prioritere varige ældrereformsmidler til opholdene.
Opholdet vil vare 4-6 dage og indeholde både undervisning, foredrag, udflugter og kulturelle aktiviteter.
“Ensomhed blandt ældre er en af de helt store udfordringer i vores samfund. Det går nemlig ud over både det fysiske og psykiske helbred og dermed også livskvaliteten,” siger Jens-Kristian Lütken (V), der er omsorgsborgmester i København.
“Med seniorhøjskoleophold kan vi give ældre, der ikke har et stort netværk, et kærligt skub ind i fællesskabet og skabe tid og ro til at opbygge nye relationer og få nye oplevelser i trygge rammer.”
Initiativet kommer til at træde i kraft allerede fra næste år.
Målgruppen er ifølge Københavns Kommune hjemmeboende ældre med begrænset netværk, som sjældent selv opsøger fællesskaber.
Det vil blive hjemmeplejen, visitation og forebyggelseskonsulenters opgave at spotte de interesserede borgere og oplyse om tilbuddet. Det forventes at cirka 250 borgere årligt vil blive sendt afsted.
“Vi vil gerne kunne skabe noget, der kan leve videre, når de ældre kommer hjem igen. Derfor håber jeg, at vi ved at samarbejde med civilsamfundet kan støtte og motivere deltagerne endnu bedre, så de får mest muligt ud af opholdet og kan bevare relationerne, når de kommer hjem igen,” siger Lütken.
Hvis 4-6 dage dog kan blive lidt for meget for de ældre borgere, vil der desuden være mulighed for at blive tilbudt en endagstur i København og omegn. Dagshøjskolerne skal dermed være et mere fleksibelt tilbud, der kan fungere som en indgang til de længere højskoleophold.
