Det har aldrig været nemmere at tilgå pornografisk materiale, end det er lige nu.
Selv på de sociale medier kan seksuelt eksplicit materiale slippe gennem filtrene – på TikTok bliver porno sågar foreslået til mindreårige brugere ifølge en Global Witness-undersøgelse.
Men selvom pornoen er en del af mange danskeres digitale liv, er det fortsat et tabuiseret emne.
Det vil DR lave om på, når de under overskriften ‘Porno uden grænser’ vil sætte fokus på danskernes forhold til internetpornografien – og konsekvenserne af samme – lyder det i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Indtager DR på tværs af platforme
Internetpornoen er det seneste tema, der kommer særligt på dagsordenen hos DR.
Statsradiofonien tager jævnligt både svære og vigtige emner op og sætter ekstra fokus på dem med programmer og indslag på tværs af deres platforme.
Tidligere i år havde DR for eksempel fokus på døden.
Temaet ‘Porno uden grænser’ indtager DR’s kanaler på tværs af streaming/tv, radio/lyd og sociale medier fra den 17. august.
Her vil der være premiere på den nye dokumentarminiserie ‘Alene hjemme med porno’.
Dokumentaren sætter fokus på de unges møde med pornografien på internettet – ofte i en meget tidlig alder.
“Det er en dokumentar, som prøver at kaste lys på børn og unges brug af porno, som eksperter peger på, kan give dem et forstyrret billede af, hvad sex er. Den prøver ikke at komme til bunds i emnet, men stopper der, hvor vi håber, at samtalen om det begynder,” forklarer DR-redaktør Lasse Bjørch i en pressemeddelelse.
Fra september sætter podcasten ‘Under radaren’ under overskriften ‘Grænseløs sex’ fokus på, hvordan porno og indhold på sociale medier former unges forståelse af sex og skubber til grænserne for hård og dominant samleje.
YouTube-formaterne ‘Essensen’ og ‘Zonen’ sætter særligt fokus på danskernes pornoforbrug og undersøger, hvornår og hvordan det forbrug kan blive usundt eller problematisk.
DR Verificerer undersøger blandt andet deep fakes, AI i porno, pornoannoncer hos Meta og pornoens algoritmemotorer, mens DR Nyheder også vil tage nyheder op, der omhandler emnet.
‘En tidssvarende og nysgerrig diskussion’
Temaet skal åbne op for et emne, der kan være svært at tale om, men, som man hos DR mener, er vigtigt at have en konstruktiv samtale om.
“Det er mange, mange år siden, at porno var glittede magasiner fra de bagerste kioskhylder. Og der er sket rigtig meget med pornografien som konsekvens af, at det er rykket på nettet. Vi håber at kunne hjælpe samtalen om de konsekvenser på vej, så vi får en mere tidssvarende og nysgerrig diskussion af pornoens rolle i vores liv og i vores samfund,” lyder det fra Nikolaj Vitting Hermann, der er chef for indhold og samarbejder i DR, i en pressemeddelelse.
Han forklarer videre, at DR i forbindelse med temaet har fået lavet en stor opinionsundersøgelse. Og det har givet en række interessante oplysninger om danskernes forhold til internetpornoen.
“Mange danskere ser meget porno. Mange danskere ser overhovedet ikke porno. Vi har altså vidt forskellige forudsætninger for at tale om porno på tværs af alder og køn. Med dokumentaren, podcast, undersøgelser og verificering vil vi bidrage til et mere oplyst og nuanceret udgangspunkt for at tale om porno. Ikke for at moralisere, men for at gøre det lettere at tale åbent om konsekvenser, dilemmaer og ansvar,” slår han fast.