Efter stor succes sidste år: Aarhus Festuge bringer særligt koncept tilbage

Konceptet blev modtaget så godt, at arrangørerne nu har valgt at gøre det til en fast del af programmet under Aarhus Festuge.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Sidste år kunne Aarhus Festuge fejre 60-års jubilæum som årets største fest for landets næststørste by.

Derfor lancerede man konceptet ‘Hele Aarhus Fejrer’, der samlede hele byen til en dag fyldt med store oplevelser og fællesskabsstemning.

Konceptet blev ifølge arrangørerne så stor en succes, at man nu har valgt at bringe det tilbage på programmet i år – og som en fast del af programmet fremover.

Det annoncerer Aarhus Festuge i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Aarhus Festuge 2025

Drevet af lokale fællesskaber

Ved sidste års debut for ‘Hele Aarhus Fejrer’ gik foreninger, kulturaktører og borgere sammen om at fylde midtbyen med liv, parader og pop-up-aktiviteter.

Det vil også være tilfældet i år – bare i endnu større skala.

I pressemeddelelsen lyder det nemlig, at man i år har inviteret endnu flere foreninger, fællesskaber og kulturaktører til at bidrage til den store fejring.

På blandt andet Strøget, Store Torv, Lille Torv, Grønnegade, Vestergade og i området omkring Mølleparken vil der således være i omegnen af 30 pop-up-aktiviteter og fire parader i løbet af dagen.

“Aarhus Festuge handler om at samle mennesker, og ‘Hele Aarhus Fejrer’ er måske den dag, hvor det bliver allermest synligt. Byens gader bliver fyldt med lokale fællesskaber og spontane oplevelser, hvor man kan stoppe op og opleve noget, man ikke lige havde forestillet sig at møde. Det er en fejring af Aarhus – og af alle dem, der er med til at skabe byen,” siger Jakob Tekla Jørgensen, direktør for Aarhus Festuge, i pressemeddelelsen.

Med det store udvalg af pop-up-aktiviteter vil der være noget for enhver smag og aldersgruppe på programmet.

Du kan blandt andet opleve kreative værksteder, sæbeboblefest, musik, samtalesaloner, kunst, klimaaktiviteter, guidede ture, silent disco og fællesskabskunst.

Årets udgave af ‘Hele Aarhus Fejrer’ falder på lørdag den 5. september.

Du kan se det foreløbige program for dagen og resten af Aarhus Festuge på festugens hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce