Tre personer var involveret i en bilulykke, hvor en person blev fastklemt og efterfølgende fløjet væk.
To biler er lørdag aften kørt sammen og en person er efterfølgende blevet fløjet i helikopter til hospitalet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Jacob Matthiesen til en række medier.
“Vedkommende er kommet alvorligt til skade, og der er melding om brud på knogler”, siger vagtchefen til JydskeVestkysten.
“Han er på vej ind i en helikopter, der skal flyve ham til OUH”, tilføjer han til Ekstra Bladet.
Personen blev i forbindelse med ulykken fastklemt, fortæller vagtchefen.
Foruden personen, der er transporteret til OUH, var to andre personer involveret i ulykken.
Den ene person kom fra den samme bil som den fastklemte, mens den anden sad i det andet køretøj. De to personer er blevet sendt til kontrol på sygehuset, oplyser politiet ifølge JydskeVestkysten.
Ulykken skete på Præstegårdsvej nær Oksbøl.
Syd- og Sønderjyllands Politi har ifølge Ekstra Bladet anmodet om en bilinspektør, som skal undersøge ulykkesstedet for at finde ud af, hvad der er sket, og hvorfor bilerne er kørt sammen.