Sønderjyske kæmper sig til point mod uskarpt Viborg-hold

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Midt i en urolig tid med transfersaga og hjemsendelse fik Sønderjyske halet et point hjem med 0-0 mod Viborg.

Sønderjyske har fået en svær start på Superligaen, men fredag lykkedes det for holdet at få sat det første point ind på kontoen.

Med hårdt arbejde og en smule held fik sønderjyderne hentet 0-0 hjemme mod Viborg, der efter de tre første kampe har hentet fire point.

De grønblusede gæster kan med rette føle, at sejren var inden for rækkevidde, men skarpheden manglede, og i kampens slutfase havde hjemmeholdet også chancerne for at snuppe alle tre point.

Der har været en del uro omkring Sønderjyske på det seneste, efter at klubben for få dage siden bad viceanfører Magnus Jensen om at blive hjemme.

Ifølge flere medier forsøger midtstopperen at presse et skifte til FC Midtjylland igennem, men hans håndtering af det har fået Sønderjyske-ledelsen til at tvivle på hans loyalitet.

På hjemmebanen i Haderslev så holdet da også lidt usikkert ud i kampens indledning. Allerede efter syv minutter leverede keeper Marcus Bundgaard et drop, så Thomas Jørgensen let kunne prikke bolden i kassen.

Heldigvis for Bundgaard viste VAR-gennemgangen, at Viborg-kreatøren var en anelse offside, da han bragte sig i position til målet.

Det var gæsterne, som sad tungt på spillet. 70 procent af tiden var bolden på gæsternes fødder i de første 45 minutter.

Viborg var også holdet, som skabte flest chancer, men efter den svære start lykkedes det Sønderjyske at få boltet defensiven godt sammen.

Det blev sågar til et par skudforsøg, men sønderjyderne skulle være tilfredse med at komme til pause med 0-0.

Fordelingen af boldbesiddelse var tæt på den samme i anden halvleg. Viborg skabte pænt med chancer, men effektiviteten var fraværende.

Især Charly Nouck havde mange tilløb til chancer, men han ramte slet ikke dagen. Han trillede blandt andet bolden forbi et næsten tomt mål fem minutter før tid.

I slutfasen, hvor begge hold var trætte, havde Sønderjyske også et par muligheder for at tage sejren, men det blev ikke til scoringer fredag i Haderslev.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce