Aarhus Festuge løber snart af stablen, og i år bliver det med et tætpakket gadeteaterprogram, der tæller alt fra luftakrobatik til små, finurlige møder i byrummet.
Når Aarhus Festuge 2026 løber af stablen fra den 28. august til den 5. september, bliver det med et øget fokus på gadeteater.
Det annoncerer festugens arrangører i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at programmet kommer til at byde på en stor variation i både udtryk og omfang med en lang række forestillinger og oplevelser, der benytter byen i Aarhus som scene.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Møder publikum, hvor publikum er’
Efter sidste års Aarhus Festuge blev Rikke Øxner afløst af Jakob Tekla Jørgensen i stillingen som direktør for festugen.
Han har mange års erfaring fra teaterbranchen – senest som direktør for Kolding Egnsteater. Og derfor kommer det måske ikke som nogen stor overraskelse, at der nu bliver skruet op for gadeteater på programmet under Aarhus Festuge 2026.
“Gadeteater er en kunstform, der møder sit publikum, hvor publikum er. Det er åbent, levende og uforudsigeligt, og netop derfor er det en vigtig satsning for Aarhus Festuge. Vi vil skabe oplevelser, der overrasker, samler mennesker og giver nye perspektiver på de steder, vi ellers passerer hver dag,” siger Jakob Tekla Jørgensen i en pressemeddelelse.
Begejstringen for gadeteater som kunstform deles af Salling Fondene, der har været med til at realisere gadeteaterprogrammet med deres støtte.
”Aarhus Festuge er et kulturelt højdepunkt for byen hvert eneste år, og med dette års satsning på gadeteater, bringes kunsten ud i byrummet og gøres tilgængelig for alle. Det er meget prisværdigt, og vi håber, at aarhusianerne og tilrejsende tager godt imod de mange forskellige forestillinger,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Alle forestillingerne i programmet kan opleves gratis. Og der er altså lidt for enhver smag.
‘Publikum kan blandt andet opleve den spanske luftakrobatikforestilling KAOSMOS, hvor akrobater svæver højt over Pier 3, den hollandske teaterkoncert BULK på Honnørkajen på Aarhus Havn, den gigantiske byrumsinstallation Octopus Attack, nycirkusforestillingen GRAND DANOIS i Festugeparken og en række publikumsinvolverende forestillinger af det italienske kompagni Stalker Teatro på ARoS Art Square,’ lyder det i Aarhus Festuges pressemeddelelse.
Du kan se hele det foreløbige program på festugens hjemmeside.