En teenager på 19 år blev udsat for et voldsomt overfald og efterfølgende truet på livet, da en mand i 20’erne gik helt amok.
Et ualmindeligt voldsomt overfald, som fandt sted for to år siden, kom i starten af juli endelig for retten.
Det brutale overfald gik ud over den i dag 19-årige teenager, hvor han blev truet på livet, samt fik knytnæveslag og lussinger af en dengang 29-årig mand.
I slutningen af juli kom sidstnævnte så for retten, hvor han var tiltalt for både vold, trusler og narkokriminalitet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det skriver JydskeVestkysten, der er i besiddelse af anklageskriftet, og samtidig var til stede under retssagen i begyndelsen af juli.
Det voldsomme overfald skete i en lejlighed i Skolegade i Esbjerg for to år siden, hvor den tiltalte, ifølge anklageskriftet, skulle have truet teenageren med ordene:
“Tag imod de slag, jeg giver, eller jeg sprætter dig op og fordeler dig rundt i lejligheden.”
Dagen efter overfaldet var den så gal igen, da den tiltalte opsøgte teenageren i en park i Esbjerg, hvor han bad ham sælge stoffer til ham.
Gjorde han ikke det, ville han stikke ham ned og dræbe ham.
Kravet hang ifølge anklagemyndigheden sammen med et tab på 70.000 kroner, efter at politiet tidligere havde beslaglagt både narkotika og kontanter hos den tiltalte.
Glemsom mand
Men under retssagen tog sagen en drejning.
Den tiltalte erkendte, at han havde udøvet vold i lejligheden, men afviste, at han senere havde fremsat truslerne i parken, skriver JydskeVestkysten.
Offeret kunne godt fortælle om overfaldet, men da anklageren spurgte ind til de påståede dødstrusler og presset til at sælge stoffer, kunne han ikke længere huske episoden.
Derfor vurderede retten, at der ikke var beviser nok til at dømme den tiltalte for truslerne, og han blev frifundet på det punkt.
Til gengæld fik politiets fund i lejligheden afgørende betydning i narkosagen.
Under en seng lå en køletaske med kokain pakket i salgsposer.
Politiet fandt også en digitalvægt og en notesbog med navne og handler.
Den nu 32-årige mand, som tidligere er dømt for blandt andet narkokriminalitet og røveri, blev idømt tre måneders ubetinget fængsel.