Disse koncerter skal du opleve søndag på Smukfest

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Vi er nået til sidste dag på årets Smukfest, og dermed bringer Presse-fotos.dk også den sidste programguide for denne gang.

Søndag på Smukfest har tradition for at være festivalens mest familievenlige dag med en afslappet stemning og et mindre musikprogram, der slutter tidligere på aftenen.

Det betyder dog ingenlunde, at der ikke er store musikalske oplevelser i vente på årets sidste dag i Bøgeskoven.

De to scener, der tages i brug søndag, får nemlig besøg af en række af landets største navne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

Soleima – Månen, 15.45

Det er både en skam og et mysterie, at Soleima aldrig rigtig har fået det helt store folkelige gennembrud.

Som en markant del af hiphopkollektivet Flødeklinikkens succes, havde hendes stemme allerede gjort sit indtog på de danske radiostationer, længe inden hun sprang ud som solist med debutsinglen ‘My Boi’ i 2015.

Hendes engelsksprogede debut-ep ‘No. 14’ fra 2017 – og særligt singlen ‘Breathe’ – gjorde sangerinden med den karakteristiske stemme til et realistisk bud på Danmarks næste store indie-eksport.

Det var ikke en utopisk tanke, at hun kunne blive den næste i rækken af skandinaviske alt-pop-sangerinder – efter navne som Lykke Li, og Mø – der kunne få et udenlandsk gennembrud.

Og hun fik da også omtale i flere internationale musikmedier, men det helt store gennembrud kom aldrig rigtigt – hverken inden- eller udenlands.

Efter udgivelsen af debutalbummet ‘Powerslide’ skiftede Soleima det engelske sprog ud med modersmålet, og siden har hun udgivet to stærke dansksprogede plader.

Den nu 37-årige sangerinde er bestemt ikke helt ukendt. Hun har trods alt knap 200.000 månedlige lyttere på Spotify og medvirkede sågar i ‘Toppen af poppen’ i 2022.

Men hun har ikke fået den kommercielle succes, som mange ellers regnede med for et årti siden.

Til gengæld har hun konsekvent holdt niveauet højt. Og derfor er hun fortsat en artist, du bør tjekke ud, hvis du er på Smukfest søndag.

Hans Philip – Bøgescenerne, 17.30

Hvis der er én dansk stemme, der har defineret krydspunktet mellem hiphop og R&B i det seneste halvandet årti, må det være Hans Philip.

Han startede som del af den blomstrende københavnske undergrund under navnet Skørmand, inden han mødte et unger producergeni ved navn Jens Ole McCoy og dannede Ukendt Kunstner.

Efter tre af årtiets stærkeste hiphopudgivelser gik duoen for en stund hvert til sit og Hans Philip skiftede de rytmiske rim ud med en Frank Ocean-agtig klang, der markerede ham som en af landets største solister.

Siden gjorde Ukendt Kunstner som bekendt et stortslået comeback med ‘Dansktop’, men i de seneste år har Hans Philips fokus altså igen været rettet mod solokarrieren.

Sidste år udgav han sit tredje studiealbum ‘Honey’ til ganske fornemme anmeldelser, og hans sætliste som solist er dermed stærkere end nogensinde før.

Gnags – Bøgescenerne, 21.30

Selvom han snart runder 74 år, er den legendariske Gnags-frontmand Peter A.G. fortsat i forbløffende god form.

Det har han bevist i løbet af de seneste måneder på ‘Sommer of Love’-turnéen i forbindelse med bandets 60-års jubilæum.

Bandet der godt nok har set en del udskiftninger gennem tiderne leverer også fortsat diverse tidløse hits med swing og finesse af højeste karat.

Men selvom den langhårede forsanger fortsat er i hopla, kan selv han ikke springe rundt på scenen i al evighed – desværre.

Så hvis du har muligheden, må du for Guds skyld ikke snyde dig selv for at opleve et af Danmarkshistoriens største bands, mens du stadig kan.

Annonce
Annonce
Annonce