Ajax scorede to gange inden for de første 20 minutter, og det formåede Brøndbys kvinder ikke at rejse sig fra.
Brøndbys fodboldkvinder kommer ikke til at spille Champions League i denne sæson.
Det står klart, efter at Brøndby onsdag tabte 0-2 til Ajax i den første kamp ved en miniturnering i Skotland. Turneringen, hvor fire hold deltager, er en del af anden kvalifikationsrunde til Champions League.
Hollænderne gav sig selv et fremragende udgangspunkt i kampen i Cumbernauld med to scoringer inden for de første 20 minutter.
Først bragte Katja Snoeijs Ajax foran 1-0 efter 12 minutter, og otte minutter senere var den gal igen set med danske øjne, da Mirte van Koppen fordoblede føringen.
Brøndby forsøgte sig med to indskiftninger fra begyndelsen af anden halvleg, men der blev ikke ændret på måltavlen.
Nederlaget betyder dog ikke, at Brøndby er helt færdig i europæisk fodbold.
Lørdag skal Brøndby møde taberen af den anden semifinale mellem skotske Rangers FC og Slavia Prag fra Tjekkiet. De to hold mødes senere onsdag.
Vinderen af finalen, der spilles i Glasgow, kommer videre til tredje kvalifikationsrunde i Champions League, mens finaletaberen bliver overført til anden kvalifikationsrunde i turneringen Europa Cup.
Vinderen af kampen om tredjepladsen, hvor Brøndby altså skal møde enten Slavia Prag eller Rangers FC, bliver overført til første kvalifikationsrunde i Europa Cup.
Europa Cup er en turnering, der blev afviklet for første gang i sidste sæson.