Vig Festival i Odsherred kan i år fejre 30 år med musik og fællesskab.
Onsdag lagde arrangørerne ud med et gratis event, hvor blandt andre Lord Siva og Cut’N’Move gav gratis koncerter.
Men torsdag startede årets festival altså for alvor med mange stærke navne på programmet og en markering af festivalens runde fødselsdag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tyske dance-stjerner overraskede med dansk nationalsang
Vig Festival har gennem årene haft flere internationale hovednavne på plakaten.
Blandt andre Beth Hart, Shakin’ Stevens, Status Quo og Sweet har lagt vejen forbi Odsherred.
Også i år har arrangørerne hyret et markant hovednavn i form af irske Ronan Keating, der blev kendt som medlem af boybandet Boyzone og senere som solist har stået bag hits som ‘When You Say Nothing At All’ og ‘Life Is a Rollercoaster’.
Han kigger ganske vist først forbi lørdag, men torsdagens program var heller ikke til at kimse ad.
Popkometerne Ida Laurberg og Kedde var begge på scenen allerede inden den officielle velkomst klokken 15.00.
Her blev der sunget fødselsdagssang i forbindelse med Vig Festivals 30-års fødselsdag.
Et af dagens helt store hovednavne var det unge poprockband Aphaca, der i det seneste år har oplevet en astronomisk hype.
Festivalen fik også besøg af landets vel nok største popstjerne gennem de seneste årtier, Rasmus Seebach.
Han gav som sædvanligt en stor samlende koncert, der tog publikum gennem det enorme hitkatalog med numre som ‘Natteravn’, ‘Olivia’ og ‘Engel’.
Popsnedkeren fik desuden besøg af Søn-forsanger Kristoffer Jessen, der spillede deres nye fælles sang ‘Sprækker’.
Ved midnatstid var festen fortsat ikke forbi, da den tyske dance-trio ItaloBrothers indtog festivalen.
Gruppen, der har sangeren Mathias Metten i front, har efterhånden dybe bånd til Danmark, hvor de ofte optræder.
Derfor blev det også til et par danske ord undervejs, mens de overraskede publikum ved at synge ‘Der er et yndigt land’ undervejs i koncerten.
Fredag fortsætter festivalen med navne som Gilli, Benjamin Hav & Familien og Hugorm.












