Gaven er nu i politiets varetægt.
Der gælder generelt strenge regler for, hvilke gaver man må modtage, når man bestrider en magtfuld position i Danmark.
Andre steder i verden kan reglerne dog være anderledes. Det har flere tidligere udenrigsministre også fortalt om.
Denne gang er der dog ikke tale om en lille bog eller en anden symbolsk gave.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ligesom andre statsledere og regeringschefer, der har været til Nato-topmøde i Tyrkiets hovedstad, Ankara, de forgangne dage modtaget et håndvåben i gave af landets præsident Recep Tayyip Erdogan.
Det bekræfter Statsministeriet over for Ritzau.
– Gaven er modtaget i overensstemmelse med almindelig international kutyme.
– Statsministeren har ikke personligt været i besiddelse af håndvåbnet, som er i politiets varetægt, skriver Statsministeriet og henviser til Udenrigsministeriet og Justitsministeriet for øvrige spørgsmål.
Revolveren er en tyrkisk produceret Sarsilmaz SR 38 ifølge mediet Türkiye Today.
Ifølge det amerikanske medie Politico hører der både ammunition og et rensesæt med til skydevåbnet.
Erdogan har lempet eksportreglerne for statslederne og regeringscheferne, så de kunne få revolverne ud af Tyrkiet.
Det er dog ulovligt at tage skydevåben med ind i Storbritannien. Derfor har landets premierminister, Keir Starmer, efterladt gaven på den britiske ambassade i Tyrkiet, hvor den skal dekommissioneres, så den ikke længere kan afgive skud.
Også revolveren, som Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, har modtaget, befinder sig for nu på landets ambassade, indtil den kan blive importeret til Tyskland og registreret på kanslerens gaveliste, lød det tidligere på dagen fra en talsmand for den tyske regering.
Også EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU-præsident António Costa skal have fået en revolver.
Von der Leyen har planer om at donere revolveren til et militærmuseum i Bruxelles, når den er gjort sikker og bragt til Belgien, lød det tidligere torsdag fra EU-Kommissionens vicecheftalsperson, Olof Gill, til mediet Euronews.
