Trods fængselsdom: Populært spillested holder fast i Benny Jamz-booking

Benny Jamz er blevet fjernet fra plakaten på en lang række festivaler efter han i maj blev idømt tre måneders fængsel. Men på et vellidt bornholmsk spillested er han fortsat at finde på programmet.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Tilbage i maj blev den 32-årige danske rapper Benny Jamz idømt tre måneders ubetinget fængsel ved Retten på Frederiksberg.

Sagen drejede sig om trusler og ulovlig våbenbesiddelse.

Efterfølgende blev ‘Ibiza’-rapperen pillet af en række festivalplakater – heriblandt på Grøn og Smukfest.

Men Benny Jamz har fortsat en optræden på kalenderen på et ganske populært spillested, der fastholder deres booking og har lukket i omkring sagen – trods at Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Benny Jamz på Gentofte Festival 2024.

Lukker og slukker – stadig – sommerfesten

Gæstgiveren i Allinge – også kendt som Gæsten – er et yndet tilflugtssted i sommerferien for folk fra nær og fjern.

Gennem hele juli måned præsenterer de dagligt – med ganske få hviledage – koncerter med nogle af landets mest populære musikere.

Indtil videre har Lukas Graham, Benjamin Hav & Familien, The Minds of 99 og Eee Gee kigget forbi, mens der i aften vil være en dobbeltkoncert med Østen og Ella Augusta.

I resten af måneden venter koncerter med blandt andre Aphaca, Love Shop, Lis Sørensen og Peter Sommer.

Og på den allersidste julidag kommer Benny Jamz altså også til Bornholm.

Se også
Først smed Grøn ham på porten: Nu mister Benny Jamz endnu et stort job

Rent logistisk er dette ikke noget problem, da rapperen har anket sin dom til landsretten, og derfor først skal i retten endnu en gang før han – hvis dommen bliver stadfæstet – skal bag tremmer.

Til gengæld vækker det opsigt, at Gæstgiveren har holdt fast i bookingen, når nu hans navn er blevet overstreget på plakater landet over.

Ekstra Bladet skriver i en artikel onsdag, at man gennem flere uger – uden held – har forsøgt at få en kommentar fra spillestedet.

Tidligere vakte det opsigt, da Benny Jamz optrådte på Distortion som gæst under Kesis koncert.

Over for DR fortalte gadefestarrangørerne dog senere, at de ikke var bekendt med, at Kesi ville hive sin fængselsdømte kammerat op på scenen under storthittet ‘Ibiza’.

Benny Jamz har også på udgivelsesfronten fortsat været aktiv efter fængselsdommen.

Siden dommen har han gæstet numre af både Thor Farlov, Lamin og Cizzo.

Annonce
Annonce
Annonce