Fire koncerter du SKAL opleve på Roskilde Festival fredag

Flere danske artister står foran historiske optrædener fredag, der ligeledes byder på nogle af de mest hypede internationale kunstnere lige nu.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Fredagsstemningen har ramt Roskilde Festival, og dagens program byder da også på et overflødighedshorn af musikalske oplevelser.

Der er desværre flere ærgerlige overlap, så der skal tages nogle svære valg på festivalens næstsidste dag.

Presse-fotos.dk giver dig her en række bud på, hvilke koncerter du bør prioritere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

Tessa – Orange Scene, 16.00

Danmarks rapdronning Tessa har det fint med at dele vandene med sin rapkæftede lyrik og kompromisløse attitude.

Derfor vil der også være nogen, for hvem hendes Orange-optræden vil stå ganske langt nede på listen over fredagens koncerter.

Men forbigår man Tessas Orange-debut, går man altså samtidig glip af et historisk Roskilde-øjeblik.

Hun bliver nemlig den første kvindelige danske rapper til at give koncert på den ikoniske scene nogensinde.

Samtidig markerer koncerten en form for ‘full circle’-moment, da det også var på Roskilde, at Tessa live-debuterede tilbage i 2019.

Som altid er hun garant for en gennemført fest, og på Orange Scene får hun selskab af et liveband – og formentlig også en række stjernegæster.

Er man alligevel ikke overbevist, er der i samme tidsrum et stærkt alternativ på Lagune i form af de dansevenlige post-punkere fra Getdown Services.

Genesis Owusu – Lagune, 20.00

Da Jim Legxacy måtte trække sig fra sin optræden på årets Roskilde Festival, fandt bookerne en afløser, der er mere end blot et lille plaster på såret.

Australsk-ghanesiske Genesis Owusu har nemlig netop begået et af årets stærkeste album med ‘Redstar Wu & the Worldwide Scourge’.

Og så har han yderligere to fænomenale plader i bagkataloget, der ligesom den seneste udgivelse byder på en hektisk genreblanding af neo-soul, post- og synth-punk, hiphop og alt-pop.

Et nummer som ‘Life Keeps Going’ fra den nye plade er med dets mekanisk insisterende trommemaskine og Owusus messende vokal som skabt til at sætte ild under Roskilde-publikummet. ‘Hellstar’ er et formidabelt eksempel på den anden side af spektret med dets umådeligt funky neo-soullyd og rapvers.

Talking Heads-ikonet David Byrne lokker – af god grund – klokken 20.30 på Arena, men hvis du i det mindste kan nå lidt af Genesis Owusus optræden, bør du gøre dig selv den tjeneste.

Oklou – Eos, 23.00

Franske Oklou udgav sidste år en debutplade – ‘Choke Enough’ – der samtidig var et af årets bedste popudgivelser.

På debuten leverede den 33-årige sangerinde og musiker et fortryllende miks af bittersød rave-nostalgi, finurlige ambient-synths og akustisk instrumentation.

I løbet af fredags sidste time, kommer Oklou til at tage publikum i hånden gennem en magisk skov og ind på klubbens dansegulv – og tilbage igen.

Aphaca – Orange Scene, klokken 01.00

Der er lagt i ovnen til en legendarisk nattekoncert på Orange Scene, når Aphaca endelig træder ind på scenen, som de i virkeligheden burde have stået på allerede sidste år.

Dengang var de i første omgang en del af First Days-programmet, men da karrieren pludselig eksploderede for de fire unge gutter, blev de rykket til Arena.

Roskilde Festivals næststørste scene viste sig dog også at være for lille til bandet, der optrådte foran et kæmpe menneskehav, der skvulpede lang ud over Arena-teltets grænser.

Siden er hypen omkring Aphaca ikke blevet mindre, da de i efteråret kunne melde udsolgt til deres kommende koncert i Parken.

Der er dømt fællessang og store følelser, når Aphaca indtager Orange Scene natten til lørdag.

Annonce
Annonce
Annonce