Der var både indie-magi, popappel, hård rock og tilbagelænet hiphop på Tinderbox’ fredagsprogram.
Fredag fortsatte Tinderbox med endnu mere varme og endnu flere stjerner på programmet.
Festivalens midterste dag var som den eneste ikke fuldt udsolgt, da portene åbnede. Men det betød på ingen måde, at festivalpladsen stod halvtom.
Tværtimod emmede Tusindårsskoven af glæde, musik og fællesskab hele dagen, hvor gæsterne var særligt opmærksomme på at drikke nok vand.
Presse-fotos.dk er til stede under hele Tinderbox og bringer her et stort galleri fra fredagens festligheder.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Mens det helt store mainstream-hovednavn Pitbull lagde Tinderbox ned på festivalens åbningsdag, var fredagens program måske lidt mere for feinschmeckere.
Det er i hvert fald ingen hemmelighed, at aftenens to internationale hovednavne – acid jazz-legenderne fra Jamiroquai og den elektroniske magiker Moby – generelt har modtaget mere af anmeldernes kærlighed end den førnævnte amerikanske poprapper.
Der er dog langt fra tale om undergrunds-favoritter, da de hver især har solgt mange millioner plader og opnået høje placeringer på internationale hitlister.
Ganske succesfulde har nordirske Snow Patrol også været tidligere i karrieren – særligt med hittet ‘Chasing Cars’, som Tinderbox-publikummet kunne skråle med på fredag aften.
Fredag var også fyldt med stærke og populære danske navne.
Blandt dem var hitmagere som Uro, Joey Moe og Svea S samt indie-favoritter som Blaue Blume, Kayak og Downtown July.
Og så var der dømt ‘Humletid’, da hiphoplegenderne fra Humleridderne gav Tinderbox et gevaldigt nostalgi-kick tilbage til 90’erne.
På den elektroniske Magicbox havde bookerne linet op med store internationale navne som Camelphat og Vintage Culture.
For dem der helst bare ville rockes igennem var der et herligt gensyn med de lokale helte fra Rock Hard Power Spray.
Lørdag bliver årets Tinderbox lukket og slukket med manér, når stjerner som Charlie Puth, Jess Glynne, Thomas Helmig og Tobias Rahim indtager Tusindårsskoven.








