Messerschmidt forlader spørgetid i Folketinget: Det sender et klart signal

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

DF mener, at det er et svigt af Socialdemokratiet, at man ikke vil stemme ja til forslag om håndtryk.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har torsdag forladt Folketingssalen under en debat om krav om håndtryk i offentlige institutioner og på det danske arbejdsmarked.

Det skete, mens Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Thomas Skriver Jensen, på talerstolen i salen var i gang med at svare Messerschmidt.

– Det synes jeg, sender et meget klart og tydeligt signal, at han nu vælger at forlade Folketingssalen fra denne her debat. Farvel og tak, lyder det fra Skriver, da Messerschmidt er på vej ud af salen.

I et skriftligt svar til Ritzau, om hvorfor Morten Messerschmidt forlod salen i utide, understreger Dansk Folkepartis politiske ordfører, Peter Kofod, at Morten Messerschmidt “ligesom mange andre” er træt af socialdemokraternes snak.

– Desuden havde Morten et vigtigt møde og måtte gå, oplyser han og tilføjer, at der var andre politikere fra Dansk Folkeparti, der videreførte debatten.

Debatten omhandler et beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har stillet om mulighed for at stille krav om håndtryk.

Baggrunden for forslaget er en dom i maj fra Højesteret, der blåstemplede en kvindes nej til et håndtryk fra en mand, hvor hun i stedet hilste ved at lægge en hånd mod hjertet og bøje hovedet.

Det begrundede hun med religiøse årsager.

Messerschmidt understregede i salen over for Skriver, at der var brug for et klart signal fra Folketinget om, at dommen fra Højesteret vil blive anfægtet.

Han kaldte det et “kæmpe svigt af Socialdemokratiet”, at de ikke vil stemme ja til beslutningsforslaget.

Dommen fra Højesteret, som var anledning til debat torsdag, går tilbage til 2019, hvor en kvindelig lærerstuderende deltog i et velkomstmøde på en skole, hvor hun var i praktik.

Det var, da hun blev præsenteret for sine vejledere, at hun ikke ville give hånd til en mandlig praktikvejleder på grund af religiøse årsager.

Skolen stillede krav om, at hun skulle give hånd til alle personer uanset køn. Da kvinden afviste det, stoppede skolen praktikforløbet.

Danmarks Lærerforening indbragte det afbrudte praktikophold for Ligebehandlingsnævnet. Her fik kvinden samt en anden kvinde ret til en godtgørelse på 25.000 kroner, da nævnet vurderede, at der var tale om indirekte forskelsbehandling.

I Højesteret gav seks ud af syv dommere kvinden ret, men ingen erstatning.

Socialdemokraten Thomas Skriver Jensen har selv kommenteret hændelsen i Folketingssalen torsdag i et opslag på Facebook.

– De (DF, red.) kan åbenbart ikke lide, at høre fakta i udlændingedebatten. Det står nu helt klart, at DF og Morten kun snakker, skriver han.

Peter Kofod skriver modsat i sit skriftlige svar, at socialdemokraterne “taler og taler” om udlændingestramninger, men når det kommer til stykket, “gør de ingenting”.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce