Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen møder kritik fra både politikere og eksperter efter medvirken i en sponsoreret YouTube-video under Folkemødet.
Udenrigsminister og Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen er havnet i nyt politisk blæsevejr.
Det sker efter hans medvirken i en sponsoreret video på YouTube, skriver DR.
Videoen blev optaget under Folkemødet, hvor Lars Løkke deltog i influenceren Rasmus Brohaves format ‘Bålsnak’.
Her taler han i godt en halv time om både politiske og personlige emner.
På både Instagram og YouTube er indholdet markeret som reklame for YouTube, der ejes af Google. Det har nu fået både jurister og politikere til at reagere.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge DR vurderer to jura-professorer, at sagen befinder sig i en juridisk gråzone. De peger på, at ministre som udgangspunkt ikke bør medvirke i reklamer for private virksomheder, men understreger samtidig, at interviewet har karakter af en længere samtale og ikke en traditionel reklamekampagne.
Kritikken er især politisk, hvor flere peger på et muligt dobbelt signal fra Moderaterne.
Dansk Folkepartis politiske ordfører, Peter Kofod, kalder sagen problematisk.
‘Lars Løkke prøver jo stort set alle grænser af. I den her sag går han for langt. Særligt når han repræsenterer et parti, der har talt meget hårdt for, at man skal gøre mere for at regulere tech-virksomheder. Det er jo dobbeltmoralsk,’ siger han og tilføjer:
‘Man kan ikke på den ene side svinge pisken over for techgiganterne og på den anden side stille sig op i sponsoreret indhold for dem. Sådan er verden ikke.’
Moderaterne afviser kritikken og oplyser i et skriftligt svar, at Lars Løkke Rasmussen blot deltog i et interviewformat, som også tidligere har haft besøg af blandt andre statsminister Mette Frederiksen.
Partiet ønsker ikke at kommentere yderligere på, at videoen var markeret som reklame for YouTube.
