To teenagere er anholdt efter et voldsomt knivstikkeri i en bus. En 15-årig dreng er blevet livsfarligt kvæstet.
Tirsdag er en 15-årig dreng blevet livsfarligt kvæstet efter et knivstikkeri i en bus i Malmø.
Det skriver Aftonbladet.
Ifølge mediet er to teenagere på 17 og 18 år blevet anholdt kort efter hændelsen. De er begge mistænkt for drabsforsøg.
Region Skåne oplyser desuden, at den 17-årige mistænkte også har pådraget sig skader.
De foreløbige oplysninger peger på, at hændelsen udsprang af et skænderi, men det er fortsat uklart, hvilken relation de involverede personer havde til hinanden.
Knivstikkeriet fandt sted om bord på en bus i bydelen Holma i Malmø, hvor flere passagerer blev vidner til det voldsomme optrin.
Svensk politi efterforsker nu sagen og arbejder på at klarlægge det præcise hændelsesforløb.
Holma har flere gange været i mediernes søgelys på grund af episoder med bandevold og skyderier.

