Norsk trio har taget Europa med storm: Nu vender de tilbage til Danmark

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Den poppede housetrio er brudt ud af Norge og har opnået succes i store dele af Europa. Nu vender de tilbage til Danmark efter en optræden ved Distortion.

Den 3. juni trådte tre norske gutter frem på scenen foran Rådhuspladsen under årets Distortion, hvor de leverede højt humør pakket ind i funky house-rytmer.

Koncerten var en ganske fin introduktion til The Bausa, som gruppen fra Bærum kalder sig. Men nu får danskerne mulighed for at træde endnu længere ind i trioens solbeskinnede univers.

Allerede til september vender The Bausa nemlig tilbage til Danmark, når deres første europæiske headlinerturné lægger vejen forbi Store Vega i København.

Det skriver All Things Live i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pressefoto via All Things Live

Fra russefejring til europæisk gennembrud

Edvard Bræin Groth, Philip Bergenstjerna og Fredrik von Krogh debuterede tilbage i 2021 under navnet Brødrene Bausa.

Det første store gennembrud i hjemlandet kom dog først to år senere, da de ændrede gruppens navn til Bausa og udgav hittet ‘Turné’. Succesen kom midt i de tre unge mænds russefejring – en norsk tradition for afgangselever på gymnasiet.

Siden er udviklingen kun gået én vej for de tre unge kammerater.

I april 2024 var trioen nomineret til tre priser ved Spellemannprisen – Norges svar på Danish Music Awards i Danmark og Grammy-prisen i USA.

Og senere på samme måned udgav de deres debutalbum ‘Ung & dum’.

Albummet indeholdt blandt andet hittet ‘Sølvskje’.

Sidste år udgav Bausa flere populære numre, men særligt ‘Overfladisk’ blev et markant hit og landede en nominering til prisen som årets sang ved Spellemannprisen.

I år har trioen, der nu har skiftet navn igen til The Bausa, taget et stort skridt mod et internationalt gennembrud.

Efter at have skrevet en pladekontrakt med Sony Music Norway, der i et samarbejde med tyske B1 Recordings sigter efter et globalt publikum, udgav de i februar numrene ‘Magnetic’ og ‘Addicted to Your Love’.

Førstnævnte har for alvor bragt The Bausa ud til publikum i hele Europa med stærke hitlisteplaceringer i lande som Holland, Tyskland og Italien. Singlen har sågar optrådt på hitlisten i New Zealand.

I skrivende stund er ‘Magnetic’ blevet afspillet hele 54 millioner gange på Spotify.

Sidste fredag udgav trioen endnu en engelsksproget dobbeltsingle, der fortsætter i samme stil med tropiske house-beats og popmelodier.

Den 25. september kan du opleve The Bausa i Store Vega.

København får æren af at være det første stop på den europæiske turné, der kommer i kølvandet på to amerikanske koncerter i juli.

Billetsalget til det danske show starter på fredag den 26. juni klokken 10.

Annonce
Annonce
Annonce