Fredag blev Vestegnens nye festival Festegnen skudt i gang med højt humør og verdensstjerner på programmet. Lørdag går det løs igen.
Arrangørerne bag de store Vi Elsker-turneer, der har rejst landet rundt med nostalgiske endagsfester i de seneste år, har i 2026 valgt at lægge deres kræfter i én stor festival på Vestegnen.
Fredag løb første dag på Festegnens første udgave af stablen.
Og det blev en stor – og varm – fest med en række velkendte navne på plakaten og ingen ringere end Black Eyed Peas som hovednavn.
Presse-fotos.dk’s fotografer var på pletten, og vi bringer her et galleri fra festlighederne i Rødovre.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nostalgi for alle pengene
Selvom det ikke blev til nogen landsdækkende Vi Elsker-karavane i år, lever konceptet altså fortsat videre.
Udover at Forum i oktober bliver forvandlet til en tidsmaskine, når Vi Elsker 80’erne indtager Frederiksberg med navne som Sanne Salomonsen og Tony Hadley på plakaten, kan man altså også få sit nostalgifiks under Festegnen.
Her er der nemlig opsat en dedikeret Vi Elsker-scene, hvor der primært bliver spillet tidløse hits fra 90’erne og 00’erne.
Fredag kunne publikum skråle med på hits som ‘Boom, Boom, Boom, Boom!!’, ‘Dooh Dooh’ og ‘Boten Anna’, da blandt andre Vengaboys, Barcode Brothers og Basshunter trådte op på scenen.
På ravescenen 360° Stage kunne publikum træne basarmen til lyden af internationale stjerne-dj’s som Laidback Luke og Paul van Dyk.
Og på hovedscenen Live Stage var der altså lagt op til den helt store folkefest.
Det var her, Black Eyed Peas spillede deres utallige megahits som ‘I Gotta Feeling’, ‘Pump It’ og ‘Where Is the Love?’.
Tidligere på dagen blev hovedscenen åbnet med et stort Grand Prix Show med deltagelse af Gry, Herreys, Søren Poppe, Kirsten & Søren, Emmelie de Forest og Lonnie Devantier.
Også de danske stjernegrupper Infernal og Ude af Kontrol spillede op til fest på Live Stage.
Mere afslappet – men næppe mindre beruset – gik det til på den Royal-sponsorerede Bodega-scene, hvor blandt andre Jørgen de Mylius, Rasmus Bjerg, Christian Brøns og Harske Hubbi undervejs lagde vejen forbi.
I morgen går det løs igen, når blandt andre Faithless, Scooter og Sophie Ellix-Bextor kommer forbi Festegnen.






