Kongen af popkunst skabte i 1985 en række portrætter af datidens regerende dronninger. Nu er portrætter af både Dronning Margrethe og Dronning Elizabeth solgt for betydelige beløb.
Som en af det 20. århundredes absolut mest indflydelsesrige kunstnere og frontløber for pop art-bølgen kastede amerikanske Andy Warhol sin farverige kærlighed over en række kendte personligheder i løbet af sin levetid.
Mest kendt er selvfølgelig hans ikoniske portrætter af Marilyn Monroe, men kendisser som Muhammad Ali, Debbie Harry og Michael Jackson samt andre af tidens store kunstnere som Keith Haring og Jean-Michel Basquiat medvirkede ligeleds i Warhols kunstværker.
I 1985 rettede han med serien ‘Reigning Queens’ blikket mod de fire kvinder, der dengang var regerende dronninger:
Dronning Ntfombi Twala af Swaziland – Eswatini i dag – Dronning Beatrix af Nederlandene, Dronning Elizabeth II af Storbritannien og vores egen Dronning Margrethe II.
Nu er Andy Warhols portrætter af de to sidstnævnte blevet solgt ved en auktion hos Bruun Rasmussen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ikke overrasket over store beløb
De to dronningeportrætter, der begge er lavet med Warhols karakteristiske silketryksteknik, fik onsdag hammerslag for i alt 1,2 millioner kroner.
Det var den afdøde Dronning Elizabeth II, der tiltrak størst interesse, da hendes portræt blev solgt for 800.000 kroner.
Portrættet af Dronning Margrethe gik dog også for et ganske betydeligt beløb – nemlig 400.000 kroner.
Den store interesse i Warhols to dronningeportrætter overraskede imidlertid ikke Niels Boe-Hauggaard, der er afdelingsleder for moderne kunst hos Bruun Rasmussen.
”Interessen for Andy Warhols dronningeportrætter har været massiv op til auktionen. Hans fortolkninger af de berømte monarker appellerer fortsat stærkt til samlere verden over. Derfor er jeg heller ikke overrasket over, at værkerne af popkunstens ubestridte mester opnåede så flotte hammerslag her i aften,” fortæller han i en pressemeddelelse fra auktionshuset.
Portrættet af Dronning Margrethe tager udgangspunkt i det officielle regentportræt udført af Rigmor Mydtskov, da Margrethe overtog tronen i 1972.
Du kan se de to portrætter herunder:

