Hitter på tværs af kontinenter: Rap-veteran kommer til Danmark

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Danskere med et blødt hjerte for tyrkisk rap kan prise sig lykkelige over musikeren, der indtager Amager Bio senere på året. Med mere end en milliard streams og adskillige hits i rygsækken svinger Murda forbi som en del af sin UZAY TOUR.

Med rødder i både Holland og Tyrkiet spænder Murda bredt, når det kommer til stamtræet.

Det samme gør sig gældende for rapperens fodspor i musikbranchen, hvor han med mere end en milliard streams og talrige hitlisteplaceringer har spillet koncerter på tværs af Europa, Nordamerika og Tyrkiet.

Murda, der foruden at være rapper også er sanger og sangskriver, har gennem flere år markeret sig som en af de mest succesfulde kunstnere inden for moderne tyrkisk rap.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Murda indtager Amager Bio som en del af sin UZAY TOUR. Foto: Live Nation

Medvinden startede med et gennembrud på den hollandske hiphopscene, hvor han siden nåede et endnu større publikum gennem store samarbejder.

Murda har arbejdet sammen med både Ezhel, MERO og Hadise og sange som Aya, Bi Sonraki Hayatımda Gel, Rompe og Shutdown har været med til at slå hans navn fast på den tyrkiske rapscene.

Førstnævne, Ezhel, spiller en koncert i Poolen den 5. november, efter han sidste år spillede en udsolgt koncert i Pumpehuset.

Se også
Tyrkisk rapfænomen vender tilbage til Danmark efter udsolgt koncert

Det er derfor en erfaren herre med nogle populære samarbejdspartnere, der nu er blevet præsenteret som headliner til en koncert den 21. november på Amager Bio i forbindelse med sin UZAY TOUR.

Det oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.

Turnéen er en fortsættelse af Murdas internationale koncertaktivitet, når han tager sin musik med til fans over hele Europa.

I pressemeddelelsen fremhæves det, at publikum kan forvente en artist, der gennem mere end et årti har været med til at forme udviklingen af moderne tyrkisk rap.

Billetsalget startede fredag den 19. juni og man kan erhverve sig en billet på både Live Nations hjemmeside og Ticketmasters hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce