I dag udkommer ny Ole Lund Kirkegaard-bog – 47 år efter hans død

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Næsten fem årtier efter hans død, kan Ole Lund Kirkegaards vidunderlige børnefortællinger fortsat tryllebinde både unge og gamle.

Flere generationer er vokset op med ikoniske fortællinger som ‘Orla Frøsnapper’, ‘Hodja fra Pjort’, ‘Otto er et næsehorn’ og ‘Gummi-Tarzan’.

Længe efter hans død i 1979 inspirerer og underholder Ole Lund Kirkegaard fortsat både børn og voksne med sine skæve karakterer, der også har fået nyt liv i en række filmatiseringer gennem årene.

Nu ser en hidtil henlagt historie fra den folkekære forfatters krøllede hjerne dagens lys – 47 år efter hans død.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Direkte fra Kirkegaards skuffe

Selvom Ole Lund Kirkegaard forlod os for snart fem årtier siden, har hans navn optrådt på forsiden af adskillige bogudgivelser længe efter hans død.

Flere af de fortællinger, der er udgivet i bogform efter hans bortgang, havde tidligere set dagens lys i et andet format.

Det gælder for eksempel julekalendermanuskriptet ‘Mig og bedstefar – og så Nisse Pok’ og ‘De hæslige slynglers klub’, der blev trykt i Politiken tilbage i 1967.

‘Frække Friderik’, som Kirkegaard skrev og illustrerede til sin datter Maya omkring 1970, var dog ukendt for offentligheden indtil udgivelsen i 2008.

Og nu ser endnu en hidtil uhørt fortælling ligeledes dagens lys.

Onsdag udgiver forlaget Gyldendal nemlig ‘Kalle og Kaptain Skipper’, der er et originalt manuskript direkte fra Kirkegaards skuffe.

‘Min lille hyldest til Ole’

‘Kalle og Kaptajn Skipper’ er færdigskrevet af datteren Nana Bang Kirkegaard, der i et interview på forlagets hjemmeside fortæller, at manuskriptet har været i hendes besiddelse i 35 år.

Her fortæller hun desuden, at teksten, der i sin tid blevet fundet af hendes mor under en oprydning, oprindeligt havde titlen ‘Ivan og Kaptajn Skipper’.

Hun formoder derfor, at manuskriptet er skrevet før ‘Gummi-Tarzan’, hvis hovedperson ligeledes hedder Ivan.

Hvis det passer, stammer fortællingen altså fra før 1975, hvor ‘Gummi-Tarzan’ udkom. Den har dermed sandsynligvis mere end 50 år på bagen.

Men nu bliver den altså endelig delt med offentligheden.

‘Kalle og Kaptajn Skipper’ omhandler drengen Kalle, der bor i en lille fiskerby og drømmer om at sejle på de syv have.

Den drøm går i opfyldelse, da han sniger sig ombord på Kaptajn Skippers skib, Esmeralda, der en dag lægger til kaj i byen.

I interviewet med Gyldendal fortæller Nana Bang Kirkegaard, at bogen skal ses som en hyldest til hendes far:

“Historien er min lille hyldest til Ole. En historie om en voksen, der er på børnenes side, som tager børnenes leg, fantasi og nysgerrighed alvorligt,” siger hun.

‘Kalle og Kaptajn Skipper’ er illustreret af Mikkel Straarup Møller.

Annonce
Annonce