Skatteministeren vil fremskrive ejendomsvurderingerne for 2026 og 2027 i samme takt som markedsudviklingen.
Det kniber fortsat for Vurderingsstyrelsen at få udarbejdet ejendomsvurderingerne til tiden, og derfor beder den nye skatte- og vækstminister, Jakob Engel-Schmidt (M), nu Folketinget om en hjælpende hånd.
Det sker i form af et lovforslag, der efter planen skal førstebehandles tirsdag og vedtages inden sommerferien.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Forslaget vil indebære, at ejendomsvurderingerne i 2026 og 2027 droppes i sin hidtidige form.
I stedet vil der blive udregnet ejendomsværdier på baggrund af vurderingerne fra 2022 og 2023, som forhøjes med den samme procentsats, som ejendomspriserne er steget med i det område, hvor boligen befinder sig.
“Med det her lovforslag skaber vi mere ro om boligskatten her og nu. Vi mindsker risikoen for, at familier får en stor restskat, der kan presse økonomien”.
“Samtidig vil det være med til, at Vurderingsstyrelsen og Skatteankestyrelsen midlertidigt kan frigøre et større antal medarbejdere, der i stedet kan fokusere på at få nye ejendomsvurderinger ud til tiden og sagsbunkerne ned, siger Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelelse”.
Prisfremskrivningen har allerede fået tommelfingeren op af regeringen, Venstre, Liberal Alliance og Konservative.
Den vil samtidig betyde, at muligheden for at klage over en ejendomsvurdering frem til 2029 indskrænkes væsentligt.
Det er langt fra alle boligejere, der har modtaget en 2022-vurdering, og kun et fåtal af erhvervsejendommene er blevet endeligt vurderet.
/ritzau/