Den store Jellingstens glasmontre er blevet beskadiget under en påkørsel.
Et ægte stykke Danmarks historie er kommet galt afsted lørdag formiddag.
I forbindelse med forberedelsen til en begravelse blev glasmontren ved den store Jellingsten påkørt af en udenbys blomsterleverandør.
Det oplyser Jelling Menighedsrådet på deres hjemmeside.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

“Der er ikke hul ind til stenen, som ikke er ramt, men på to sider af montren er glasset beskadiget. Det vil formentlig tage noget tid, inden skaden er repareret, da der er tale om specialglas”, skriver de på deres hjemmeside.
“Vi håber på forståelse så længe”, slutter de meddelelsen med.
Monumenterne er bestående af Jelling Kirke, Jellingstenene og to gravhøje.
De melder ikke noget om, hvor længe det vil tage at skifte glasmontren.
Hvad er Jellingstenene?
Jellingstenene består af en mindre og en større runesten, som begge er fra 900-tallet. De to runesten afspejler begyndelsen på en væsentlig transformation i det danske samfund – overgangen fra den hedenske vikingetid til den kristne middelalder.
Den mindste runesten er ældst, formentlig fra ca. 950. Den er rejst af kong Gorm den Gamle til minde om hans hustru Thyre. Stenen er også den ældst bevarede danske kilde, hvor Danmark nævnes i skriftlig sammenhæng. Den store runesten er sværere at tidsfæste, men den er formentlig blevet rejst mellem 960 og 985 af Harald Blåtand (død ca. 987).