Donald Trump hævder, at de afgørende detaljer er godkendt. Men centrale aktører afviser at kende til det.
Forvirringen er total i Mellemøsten.
Sent torsdag aften meldte USA’s præsident, Donald Trump, ud, at angreb mod Iran var blevet afblæst, og at der var fremskridt i forhandlingerne mellem parterne.
Men kort efter blev hans udmelding mødt med tvivl fra flere fronter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Donald Trump skrev på sit sociale medie Truth Social, at USA havde haft samtaler med Iran på højeste niveau, og at både “diskussioner og endelige punkter” var blevet godkendt.
Han nævnte samtidig en lang række lande, som angiveligt skulle være involveret i processen.
‘Drøftelserne og de endelige punkter er, både i princippet og i alle væsentlige detaljer, blevet godkendt af alle involverede parter, herunder USA, Israel, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Tyrkiet, Pakistan, Bahrain, Kuwait, Jordan, Egypten og andre.’
‘Flådeblokaden vil forblive fuldt ud gældende og i kraft, indtil denne aftale er endeligt gennemført. Tid og sted for underskrivelsen vil blive offentliggjort snares,’ skrev den amerikanske præsident torsdag aften.
Problemet er bare, at fredag morgen kan flere af de centrale aktører i krigen ikke genkende den fredsaftale, som Trump proklamerer.
Både Israel og Iran afviser
Men i Israel lyder meldingen markant anderledes.
Ifølge mediet Daily Mail har en højtstående israelsk embedsmand afvist, at der skulle være indgået en aftale.
“Vi har ikke kendskab til, at der er indgået nogen aftale,” siger embedsmanden til israelske Channel 12.
Dermed sår Israel alvorlig tvivl om Trumps opsigtsvækkende udmelding.
Også fra iransk side bliver der sat spørgsmålstegn ved, hvor langt forhandlingerne reelt er kommet.
Ifølge det britiske medie The Guardian oplyser talsmanden for Irans udenrigsministerium, Esmail Baghaei, at store dele af teksten til en mulig aftale ganske vist er udarbejdet, men at der fortsat mangler afgørende beslutninger.
“Indtil videre har Iran ikke truffet en endelig beslutning om aftalen,” siger han.
Den seneste udvikling kommer blot få timer efter, at Trump havde varslet en langt hårdere kurs over for Iran og blandt andet nævnt planer om at ramme landets olieinfrastruktur.
Derfor efterlader de modstridende meldinger nu omverdenen med ét stort spørgsmål:
Er en våbenhvile på vej – eller eksisterer den kun i Trumps udlægning af situationen?
Foreløbig tyder meget på, at hverken Israel eller Iran er klar til at bekræfte den aftale, som den amerikanske præsident har talt om.

