Kræftens Bekæmpelse glæder sig til at samarbejde med den ny regering og vil have ‘Danmarks pinligste kræftrekord’ ned.
Det krævede 69 dages tovtrækkeri med tre kongerunder, før Mette Frederiksen (S) mandag aften kunne gå til kongen med beskeden om, at der var faldet et regeringsgrundlag på plads.
Dermed kunne hun præsentere en regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre tirsdag.
I løbet af de ti ugers forhandlinger har opgaverne på Christiansborg derfor været i dvale, og nu håber Kræftens Bekæmpelse, at etableringen af en ny regering kan sætte skub i nogle ting.
(Artiklen fortsætter under billedet)

På Kræftens Bekæmpelses vegne ønsker den administrerende direktør Jesper Fisker tillykke til en nye regering og glæder sig til at samarbejde med især sundhedsministeren.
Det gør han i en pressemeddelelse.
For ifølge ham er der en pinlig dansk rekord, der gør, at der bliver nød til at blive skredet til handling.
“Danmark har en pinlig EU-rekord for flest kræfttilfælde per indbygger. Kræft er den sygdom, flest i Danmark dør af. Det har enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser,” lyder det fra Jesper Fisker, der fortsætter:
“Og så rammer kræft socialt skævt. Mennesker med færre ressourcer har større risiko for at få kræft og dø af det. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.”
Derfor ønsker Kræftens Bekæmpelse, at den nye regering sørger for, at både sundhedsreformen og Kræftplan V – en politisk aftale fra 2025, der blandt andet skal sikre en bedre livskvalitet til kræftramte – kommer godt i mål til gavn for patienterne
Det skal blandt andet gøres ved, at man prioriterer forebyggelse højt.
Og der har Kræftens Bekæmpelse nogle helt konkrete forslag til, hvordan vi sørger for, at ungdommen ikke begynder et tobakmisbrug.
“Hvert år dør 16.000 mennesker i Danmark som følge af to bak, og børn og unge vågner op om morgenen med nikotinabstinenser. Det skal regeringen gøre noget ved. Prisen på tobak og nikotin skal hæves til mindst 120 kroner per pakke, og produkterne skal udfases inden for de næste år,” siger Jesper Fisker.
Det er ikke første gang, at Kræftens Bekæmpelse lufter forslaget om at hæve prisen på nikotinprodukter som cigaretter.
Organisationen har i længerede tid slået alarm grundet den store dødelighed af lungekræft i Danmark. Senest i marts, hvor de ligeledes nævnte, at prisen på en pakke cigaretter skulle fordobles.