Ny festival tager form: Dansk by forvandles til børneunivers

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Senere i år kommer en helt ny børnekulturfestival til Hovedstadsområdet. Festivalen beskrives som et lokalt forankret samarbejde.

Den nordsjællandske by Humlebæk er i forvejen kendt for at være en yndet destination for kulturinteresserede.

Byen, der ligger i Fredensborg Kommune og er en del af Region Hovedstaden – indtil næste års sammenlægning med Region Sjælland – er nemlig hjemsted for kunstmuseet Louisiana.

Og nu kommer endnu et kulturelt trækplaster til byen med de knap 10 tusind indbyggere.

Det skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto: Adobe Stock

Får besøg af Det Kongelige Teater

I pressemeddelelsen lyder det, at den nye børnekulturfestival Festivalen Frø løber af stablen for første gang den 19. september 2026.

Her bliver Humlebæk centrum forvandlet til det, der beskrives som et ‘levende, legende og sanseligt univers for børn og deres voksne’.

I første omgang blive Festivalen Frø målrettet børn i alderen nul til 13 år, men alle er velkomne til at deltage i de gratis festivalaktiviteter.

Som en optakt til festivalen vil Det Kongelige Teaters børneunivers Postyrium besøge Humlebæk mellem den 15. og 19. september.

Byens skoler og daginstitutioner får i den forbindelse muligheden for at besøge det rullende teater, mens der er fri adgang og leg for alle nysgerrige i eftermiddagstimerne.

Der arbejdes fortsat på festivalprogrammet, men i pressemeddelelsen lyder det blandt andet, at både etablerede kulturinstitutioner og lokale kræfter inviteres til at bidrage til Festivalen Frø.

Det er Fredensborg Kommune, der i et bredt samarbejde med lokale foreninger, erhvervsdrivende og kulturaktører arrangerer festivalen.

“Børn og unges trivsel er et centralt fokus i kommunens prioriterede indsatser. Vi ved, at kunst og kultur kan spille en vigtig rolle i at styrke fællesskaber, nysgerrighed og livsglæde. Derfor er vi stolte af at støtte udviklingen af Festivalen Frø – et nyt fyrtårn for børnekultur, som bliver til i et stærkt samarbejde mellem kommunen og engagerede kræfter fra både verdenskendte museer, foreninger og kulturinstitutioner,” siger Kulturudvalgets formand Per Frost Henriksen (S) i kommunens pressemeddelelse.

Annonce

Annonce