Politiet kommer nu med nye oplysninger om gerningsmændene i en voldsom sag, hvor den 21-årige Søren Koch blev skuddræbt i sin bil ved en tankstation.
Det var både meningsløst og uretfærdigt, da 21-årige Søren Koch i 2022 blev skuddræbt i sin bil ved en tankstatation.
Den unge mand, der ikke var involveret i det kriminelle miljø, var et tilfældigt offer i den verserende bandekonflikt. Sådan lød meldingen fra politiet.
Sidenhen har der var en intensiv efterforskning i gang for at finde de ansvarlige for Søren Kochs tragiske død. Og nu er der nyt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En 31-årig mand blev tidligt fredag morgen anholdt i sagen om drabet på 21-årige Søren Koch, der blev skudt i marts 2022.
Det fortæller Østjyllands Politi til Ritzau.
Manden bliver stillet for en dommer i Retten i Aarhus klokken 11 med krav om varetægtsfængsling.
Han er sigtet for drab og medvirken til drab, men den 31-årige er ikke en ny mistænkt i sagen.
Tilbage i 2024 blev han løsladt efter længere tids varetægtsfængsling i sagen, da der ikke dengang var grundlag for fortsat at have ham fængslet.
Men det har nu ændret sig, oplyser politiet, der dog ikke vil sige nærmere om hvorfor.
– Vi vurderer, at der nu er et fornyet grundlag, hvorfor han vil blive fremstillet i grundlovsforhør med en anmodning om varetægtsfængsling, udtaler efterforskningschef Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi på Politi Update.
I sagen er der også en anden mistænkt, som er tilbageholdt i Nordirland og ventes udleveret i næste uge.
Drabet fandt sted 8. marts 2022, da den 21-årige Søren Koch sad i sin bil på en tankstation i Viby J. Her blev han skudt og dræbt.
Ifølge politiet var han et tilfældigt offer for skyderiet.
Søren Koch var ifølge TV 2 Østjylland under uddannelse til bygningskonstruktør.
Den 31-årige mand, der nu forsøges varetægtsfængslet igen, blev anholdt fredag morgen klokken 06.11 i det vestlige Aarhus.
Anholdelsen sker, dagen efter at politiet torsdag begyndte at søge i Vejle Havn i forbindelse med efterforskningen af sagen.
I havnen leder dykkere efter gerningsvåbnet.
Hvorfor man søger der, vil politiet ikke svare på.
Fredag morgen vil politiet heller ikke svare på, om våbnet er fundet, men undersøgelserne i havnen fortsætter formentlig.
– Det er forventningen, at politiet på et senere tidspunkt vil genoptage indsatsen på havnen i Vejle, som fandt sted torsdagen igennem, lyder det.

