En kjole, der er blevet båret af en af de absolut største filmstjerner i verden, er nu på auktion hos Bruun Rasmussen.
Hvis du har penge tilovers, kan du nu komme helt tæt på den glamour, der ellers normalt er forbeholdt den røde løber i Hollywood.
En kjole, der er blevet båret af en af de største kvindelige filmstjerner nogensinde, er nemlig lige nu at finde hos auktionshuset Bruun Rasmussen i Lyngby.
Den skræddersyede kjole blev båret under promoveringen af en film som skuespillerinden vandt en Golden Globe for.
Køberen kan dermed få et stykke ægte Hollywood-glamour ind i hjemmet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En vinderkjole
Kjolen, der nu er på auktion, blev båret af australsk-amerikanske Nicole Kidman under promoveringen af Baz Luhrmanns romantiske musicaldrama ‘Moulin Rouge!’.
I filmen spiller Kidman den kvindelige hovedrolle over for Ewan McGregor.
‘Moulin Rouge!’ blev blandt andet nomineret til otte Oscars og vandt to for henholdsvis bedste scenografi og bedste kostumer.
Derfor skulle tøjet som filmens cast bar under promoveringen selvfølgelig også afspejle den overdådige stil i filmen.
‘Kjolen er udført i pink silkeduchesse og skabt i 1998 hos den danske designer Isabell Kristensens couture-atelier i London. Med sin glamourøse elegance afspejler kjolen den visuelle stil, der prægede ‘Moulin Rouge!’ og tidens Hollywood-promovering,’ lyder det i en pressemeddelelse fra Bruun Rasmussen.
Kjolen har siden 2014 tilhørt vinderen af en konkurrence i magasinet Alt for damerne, men nu skal den altså finde en ny ejer via auktionshuset.
Med i købet får den nye ejer ligeledes original dokumentation i form af brev fra magasinet til vinderen samt bogen ‘Isabell’, som kjolen medvirker i.
Er man interesseret i at byde på kjolen skal man sandsynligvis have den store pengepung frem.
Den er nemlig vurderet til en værdi mellem 20 tusind og 30 tusind kroner.
Kjolen sælges på Bruun Rasmussens onlineauktion med hammerslag den 25. maj.
Frem til auktionen er det muligt at se kjolen i auktionshuset i Lyngby.
Se billeder af kjolen her:


