Tinderbox fuldender årets program: Hypede navne indtager Tusindårsskoven

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Lidt over en måned før årets Tinderbox løber af stablen, kan arrangørerne løfte sløret for det fulde program med fem nye navne.

En stor del af de danske festivaler har allerede præsenteret deres fuldendte plakater for den forestående festivalsommer.

I Odense har Tinderbox-arrangørerne længe meldt, at programmet var ganske tæt på fuldendt. Og nu kan de også annoncere de sidste tilføjelser for i år.

Med mindre end seks uger til den næsten udsolgte festival i Tusindårsskoven præsenterer de fem navne, der fuldender årets program.

Det skriver Tinderbox i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

Stor anmeldersucces på Tinderbox

Traditionen tro byder Tinderbox-programmet anno 2026 på en god blanding af nutidens stjerner, legendariske veteraner og fremtidshåb.

De fem sidste navne på plakaten befinder sig solidt i sidstnævnte kategori.

Tinderbox har nemlig hyret fem spændende danske upcoming-navne.

Downtown July, der åbner ballet på Plaza-scenen fredag eftermiddag, blev faktisk allerede annonceret mandag.

Det østjyske indierockband kommer direkte fra Spot Festival i Aarhus, hvor de blev storrost af anmelderne.

Og så udgav de deres formidable og længeventede debutalbum ‘Kravler før vi går’ tilbage i februar – et album, der ligeledes har hevet stærke anmeldelser hjem.

Om lidt over en måned står de foran Tinderbox-publikummet og er klar til at levere en gang energisk indierock med sjæl og nerve i spandevis.

Stor fest på Magicbox

De fire sidste navne, der alle blev annonceret tirsdag, indtager den elektroniske Magicbox-scene.

Torsdag får Eeb Laurent lov til at åbne festen med et skud house. Han har markeret sig som et markant navn i det københavnske natteliv og har opbygget et tæt samarbejde med TooManyLeftHands-medlemmet Anders K.

Han bliver efterfulgt af Sebastian Wibe – en af de mest lovende danske dj’s, som har udgivet sin musik gennem toneangivende labels som Heldeep Records og Hexagon.

Fredagsfesten bliver skudt i gang af et lokalt stjerneskud i form af Hasan Tutku. Ved sidste års Tinderbox spillede han på Casa Bacardi-scenen, og i år træder han altså ind på den store Magicbox-scene.

Sidst, men ikke mindst, kan Tinderbox løfte sløret for den storhypede københavnske dj Lisa Fosmark som lørdagens Magicbox-åbner.

Hun har i flere år været en markant spiller på den danske klubscene, men har siden 2024 også markeret sig som et markant mainstream-navn med flere store samarbejder.

Hun har blandt andet samarbejdet med rapperen Emil Kruse på ‘Lisa&Emil’ og med Willum på ‘Ik noget der’.

Senest udgav hun endnu et stærkt UK garage-track, der blev gæstet af Wesmo, ‘Sen nat igen’.

Der er fortsat fredags- og lørdagsbilletter til Tinderbox. Alle andre billettyper er udsolgt.

Annonce

Annonce