Tyrkisk popstjerne kommer til Danmark på sin første europæiske turné

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Edis tager sin tyrkisksprogede popmusik med på sin første europæiske turné nogensinde. Turen går blandt andet forbi Danmark.

I de seneste år er geografiske og sprogmæssige barrierer blevet mere og mere udviskede i den globale musikbranche.

Du behøver ikke længere at synge udelukkende på engelsk for at få et globalt publikum – hvilket navne som reggaeton-stjernen Bad Bunny og K-pop-idolerne BTS blandt andre har bevist.

Derfor er det heller ikke helt tilfældigt, at tyrkiske Edis begiver sig ud på sin første europæiske turné netop nu – mere end et årti inde i karrieren.

Den 35-årige sanger har i mange år været blandt de største popnavne i hjemlandet, men nu er han altså for alvor klar til at tage sine dansable pophits med på de europæiske landeveje.

Og det betyder altså også et besøg i Danmark, hvor han indtager DR Koncerthusets Studie 2 den 21. november 2026.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pressefoto.

‘En helt særlig atmosfære’

Edis, der er født i London til tyrkiske forældre og opvokset i Izmir, er et velkendt navn i Tyrkiet, hvor han har vundet adskillige priser.

Han fik sit gennembrud med debutsinglen ‘Benim Ol’, der opnåede en anden plads på den tyrkiske hitliste og straks gjorde ham til et af landets mest spændende popnavne.

I 2015 blev han derfor belønnet med adskillige talentpriser, blandt andet ved Turkey Music Awards, Golden Butterfly Awards og GQ Turkey Men of the Year.

Siden har han hittet yderligere – blandt andet med ‘Roman’, der lå nummer ét i Tyrkiet fire uger i streg.

I 2025 udgav Edis sit andet studiealbum ‘Bachi-Bouzouk’, der kom hele syv år efter den succesfulde debutplade.

Inden han drager ud på sin europæiske turné forventes det ifølge en pressemeddelelse fra liveagenturet Luger, at Edis smider sin første udgivelse med devlist engelsksprogede numre på gaden.

Disse kan publikum derfor sandsynligvis se frem til at opleve, når den tyrkiske stjerne tager sit efter sigende fænomenale show med til Danmark.

“Edis’ koncerter er kendt for et højt produktionsniveau, og for at skabe en helt særlig atmosfære, der føles lige så meget som et fællesskab, som en koncert. Han har fyldt arenaer på tværs af generationer over hele Tyrkiet, og nu er han klar til at indtage Studie 2 med sin ambitiøse popmusik og stor kulturel dybde,” lyder det i Lugers pressemeddelelse.

Billetsalget til koncerten er startet.

Annonce

Annonce