Smukfest hapser fire navne fra Spot-plakaten

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Festivalen i Skanderborg kan nu tilføje fire navne, der netop har spillet på Spot Festival og meget vel kan blive fremtidens headlinere, til plakaten.

I sidste uge præsenterede den aarhusianske Spot Festival en lang række af de mest spændende upcoming-navne i Danmark.

Festivalen er kendt som lidt af et mødested for managere, pladeselskabsfolk, festivalbookere og andre medlemmer af musikbranchen.

Skal man have fingeren på pulsen og spotte de næste store stjerner, før resten af Danmark får øje på dem, skal man være til stede på Spot – ja, det ligger jo lidt i navnet.

Og det har bookerne på Smukfest tilsyneladende været. Festivalen i Skanderborg kan nemlig nu løfte sløret for fire nye navne, der kommer direkte fra årets Spot-lineup.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

‘Tak Spot’

I et Instagram-opslag i forbindelse med annonceringen af de fire nye navne på årets program sender Smukfest en tak til Spot for at agere inspirationskilde.

“Hvert eneste år besøger vi dem (Spot Festival, red.) for at blive inspirerede og snuppe et par artister med hjem til skoven – sidste weekend var ingen undtagelse. Vi forelskede os i fire fantastiske artister, som nu har fået plads på plakaten til Smukfest 2026,” lyder det i opslaget.

Det er muligt, at den helt store forelskelse først kom i løbet af sidste uges festival. Men hvis Smukfests bookere har fulgt bare lidt med i, hvad der rører sig på den danske scene, havde de med stor sandsynlighed allerede hørt om de fire kunstnere, inden de trådte ind på Spot-scenen.

Der er nemlig tale om fire navne, der i den grad er værd at holde øje med lige nu.

Popkometen Carlina de Place har allerede fået den størst mulige blåstempling – eller måske snarere en orange-stempling – af Roskilde Festival.

Sidste år bookede festivalen hende til den første udgave af det nye koncertformat Headline Flip. Og i 2026 er den unge sangerinde også at finde på festivalens First Days-program.

Carlina de Place optræder desuden på flere andre festivaler i løbet af sommeren. Og nu har hun altså også fundet en plads på Smukfest-plakaten.

Hun får selskab på lørdagsprogrammet af Jonathan, der på rekordtid har brudt igennem med sin følsomme poplyd.

Der er ikke engang gået et år siden udgivelsen af debutsinglen ‘Hun mærker aldrig smerten.’, men Jonathan har allerede samlet knap 200 tusind månedlige lyttere sammen på Spotify.

For nylig kunne han i øvrigt annoncere to store koncerter i Store Vega og Train næste år.

Inden han indtager henholdsvis København og Aarhus i marts 2027, kan du opleve ham til sommer i Skanderborg.

Fredag med kompromisløs pop og grime

De to øvrige navne, der tager springet fra Spot til Smukfest i august, spiller begge på fredagens program.

Den første af dem, vil du være bekendt med, hvis du jævnligt læser kulturstof på Presse-fotos.dk.

I april kunne vi nemlig præsentere et interview med den unge grimerapper Wesmo, der har taget den danske hiphopscene med storm i løbet af det seneste år.

Læs eller se interviewet med Wesmo her
Folk siger, at dansk rap er blevet kedeligt: Wesmo har løsningen

Utroligt kort inde i karrieren lyder han allerede som om, han har spyttet rim i flere årtier. Og med en lyd, der skiller sig ud fra det meste andet dansk rap lige nu, er han en af de mest lysende talenter på den danske hiphopscene.

Fredagspublikummet kan også se frem til at opleve sanger, sangskriver og producer Cevil, som leverer kompromisløs popmusik, der på samme tid låner fra fortidens poptendenser og skuer mod fremtiden.

Hun singledebuterede i 2023 med ‘Don’t Speak’ og har siden udgivet debut-ep’en ‘Freak’ samt en række stærke singler.

Cevil har netop løftet sløret for debutpladen ‘Favourite Girl’, der udkommer i september.

På Smukfest får du chancen for at stifte bekendtskab med den unge sangerindes eksplosive univers før debuten lander.

Annonce

Annonce