Retssag mod en mand, som er sigtet for at true sin ekskæreste på livet, afslører brutale deltaljer om mandens voldelige natur.
En 43-årig mand, der i øjeblikket er tiltalt for drabsforsøg, grov vold og dødstrusler, har en omfattende og voldsom kriminel fortid, som nu er blevet fremlagt i retten.
Under en retsdag i Retten i Næstved fik anklagemyndigheden tilladelse til at læse dele af mandens tidligere domme op for dommere og nævninge.
Her tegnede der sig et billede af en mand med en lang række domme for blandt andet partnervold, trusler, røveri, narkokriminalitet og hærværk.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Ekstra Bladet, der har været tilstede i retten.
Blandt de mest alvorlige forhold blev det fremhævet, at han tidligere er dømt for at have truet en tidligere kæreste med udsagn som:
“Bare rolig – jeg nakker dig” og “bare vent – jeg dræber dig”.
Truede med at skamfere hendes ansigt
I en anden sag blev han dømt for at have truet samme kvinde med en kniv og sagt, at han ville skamfere hendes ansigt, så “ingen ville have hende”.
Han truede også med at skyde hende og ødelagde hendes ejendele, mens han skrev nedsættende beskeder på billeder, hvor han havde kradset ansigter væk.
Her kunne han for eksempel finde på at skrive ‘flot so’ og ‘I hope you love your life’ med tusch.
Den 43-årige nægter sig skyldig i den aktuelle sag, hvor han er tiltalt for at have forsøgt at dræbe sin daværende kæreste natten før sin anholdelse i januar 2025.
Kvalte hende gentagende gange
Ifølge anklageskriftet kvalte han hende gentagne gange med både hænder og snørebånd, indtil hun mistede bevidstheden, og hun var ifølge læger i livsfare.
Anklagen omfatter også vold i form af slag og spark samt frihedsberøvelse. Episoderne skal have fundet sted i to forskellige lejligheder og på et hotelværelse i Slagelse.
Sagen har desuden afdækket, at flere af mandens tidligere påstande om sit liv ikke holder stik.
Blandt andet har han hævdet at være krigsveteran med erfaring i at slå ihjel – noget anklagemyndigheden har afvist som usandt.
Ifølge vidneforklaringer var forholdet mellem den tiltalte og kvinden præget af jalousi, konflikter og et omfattende misbrug af alkohol og stoffer. Kvinden har i retten beskrevet forholdet som “giftigt” og har efterfølgende været i behandling for PTSD.
Retssagen forventes afsluttet i næste måned, hvor retten skal tage stilling til, om den 43-årige er skyldig i de alvorlige anklager.
