En verdenskendt stripper fra gruppen Magic Men tilbyder Nik & Jay en million kroner i forbindelse med to ‘ladies night’-shows i Danmark.
Torsdag og lørdag tager gruppen Magic Men deres vrikkende hofter og olierede overkroppe med til ‘verdens største ladies night’ i henholdsvis Odense og København.
Gruppen er tydeligt inspireret af de populære ‘Magic Mike’-film med Hollywood-stjernen Channing Tatum i den titulære rolle.
Magic Men-medlemmet Will Parfitt har blandt andet på grund af en slående lighed med netop Tatum fået millioner af følgere på de sociale medier.
Forud for hans danske optrædener med resten af danse- og stripgruppen har han sat de mange følgere på en opgave. Han vil nemlig have den ikoniske duo Nik & Jays opmærksomhed, da han har et helt særligt tilbud til dem.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Skal blotte det hele
I en video på Instagram opfordrer Will Parfitt sine følgere til at tagge Nik & Jay på opslaget, så de kan se hans budskab til dem.
På en blanding af dansk og engelsk læser han op fra meddelelsen til de to danske stjerner:
“Hva’ så, legends… Magic Men are coming to Denmark, and we’re about to turn it into ren kaos. Udsolgte shows, piger going crazy, whole vibe is helt vild… You already know the energy,” siger Will Parfitt i videoen, hvor han tilsyneladende glemmer, at der fortsat er billetter til gruppens to danske shows.
Og så kommer pointen med opslaget.
Will Parfitt tilbyder nemlig Nik & Jay en million danske kroner for at lave en gæsteoptræden på scenen med Magic Men.
Den verdenskendte stripper uddyber på engelsk, men vi oversætter her til dansk:
“Dette milliontilbud er for, at de skal være på scenen, optræde og blotte det hele for det danske publikum,” siger Will Parfitt med et grin.
Om Nik & Jay tager tilbuddet op må tiden vise, men hvis de takker nej, er det ikke nødvendigvis fordi de har travlt for tiden.
Mens de har turneret landet rundt de seneste to somre, har de nemlig umiddelbart ingen koncerter på programmet i 2026.
