Danskeren kommer fra en allerede magtfuld stilling, men nu overtager hun en ny.
Efter næsten syv år som generaldirektør for energiområdet, er danskeren blevet udpeget til en ny, magtfuld post.
Dermed indtager den højst rangerede danske embedsmand i EU-Kommissionen nu en ny toppost med indflydelse på et af EU’s vigtigste områder.
Den 60-årige dansker kommer med over 30 års erfaring fra EU-kommissionen. Herunder 20 års erfaring med handelspolitik og fem år som kabinetschef for Margrethe Vestager.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Nu er Ditte Juul Jørgensen blevet udpeget til generaldirektør for handelspolitikken i EU.
“Handelspolitik er et af EU’s mest effektive redskaber og spiller en afgørende rolle for EU’s økonomiske sikkerhed i en tid, hvor vi oplever geopolitisk krise, økonomiske udfordringer og klimaændringer.”
“Jeg håber at kunne trække på noget af min erfaring fra arbejdet med energikrisen og mere bredt min erfaring i EU-systemet, og ser meget frem til at vende tilbage til handelspolitikken,” siger Ditte Juul Jørgensen i en pressemeddelelse.
I EU-Kommissionen svarer en stilling som generaldirektør til en departementschef i et ministerium i Danmark. Posten varetages typisk mellem fem og syv år.
Danskeren kommer dermed til at varetage en meget vigtig opgave i EU. Hun skifter til den nye post efter knap syv år som generaldirektør for Energi.
Hun overtager jobbet fra tyskeren Sabine Weyand, der forhandlede om Storbritanniens udtrædelse af EU.
Danskeren overtager posten på samme tidspunkt, som EU står overfor store vanskeligheder med deres største handels-allierede, USA.
Derudover skal der lukkes store handelsaftaler med blandt andet Sydamerika, Indien og Australien, som skal sikre økonomisk fundament for den europæiske union.
Politiken har tidligere beskrevet Ditte Juul-Jørgensen som en af de mest magtfulde danskere i EU, selvom hun ikke just er et kendt navn blandt den almene befolkning.
Hendes tidligere chef Margrethe Vestager har også udtalt sig rosende om den magtfulde dansker.
“Hun ved præcist, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der skal til for at løse tingene,” sagde hun til Politiken
Hun understreger også, at danskeren er enormt vellidt.