Kæmpe lastbilkortege til glæde for syge børn: Se videoreportage og billedgalleri

Se Presse-fotos.dk's reportage fra lørdagens arrangement. Video: Presse-fotos.dk

En række lastbiler ankom lørdag til Hillerød Hospital, hvor de frivillige chauffører gav børnene en dag, de aldrig glemmer.

Lørdag formiddag fik børnene på Nordsjællands Hospital i Hillerød – Hillerød Hospital i daglig tale – besøg af en enorm kortege af blinkende og dyttende lastbiler.

Det skabte glæde blandt både børn, forældre og andre nysgerrige, der var mødt op for at byde chaufførerne velkommen til hospitalet.

Presse-fotos.dk var til stede på dagen og bringer her både en videoreportage og en række billeder af de flotte køretøjer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Børnene udforskede nysgerrigt de mange flotte lastbiler.

‘Kører for at sprede smil’

Lastbilkortegen og besøget på Hillerød Hospital blev arrangeret af nonprofitorganisationen Lastbiler for Børn.

Siden 2016 har organisationen hvert år stået bag en række hospitalsbesøg i hele landet med deltagelse af frivillige chauffører. De afsætter glædeligt deres lørdag i den gode sags tjeneste.

‘Vi kører for at sprede smil! Lastbiler for Børn bringer glæde og magiske øjeblikke til børn på hospitaler – med blinkende lygter, dyt i hornet og varme hjerter bag rattet. Vores mission er enkel: At gøre en svær dag lidt lettere med lastbiler, latter og nærvær,’ lyder det på Lastbiler for Børns hjemmeside.

Se også
Hundredevis af naturelskere overnattede i idylliske omgivelser: Se billederne

Og denne lørdag var det altså børnene i Hillerød, der fik glæden af de mange flotte lastbiler.

Chaufførerne mødtes på Emblasvang ved Plantorama, hvorefter turen gik mod hospitalet klokken 9:40.

Undervejs fik lastbilerne følgeskab af udrykningskøretøjer fra Frederiksborg Brand & Redning. De måtte dog forlade kortegen, inden den nåede til hospitalet, da de blev kaldt ud til en opgave.

Udrykningskøretøjernes sirener forsvandt dermed i horisonten, da lastbilerne nærmede sig sygehuset. Men det betød dog ingenlunde, at kortegen ankom lydløst til stedet.

Lastbilerne gjorde nemlig flittigt brug af deres horn, og der var sågar én vogn, der spillede tonerne fra den velkendte børnesang ‘Baby Shark’.

Mellem klokken 10 og 12 var chaufførerne til stede på sygehuset, hvor de fremviste og fortalte om deres imponerende køretøjer til de nysgerrige børn.

Det blev helt sikkert en dag, som børnene aldrig glemmer – og hvor glæden fyldte mere end sygdom og lægekonsultationer.